skulde tage sin Deel til Len af ham. Thorfinn svarede at han satte stor Priis paa Kongens Venskab, og skulde være rede til at understøtte ham mod andre Høvdinger, men kunde ej gaa ham til Haande, da han allerede var Skottekongens Jarl. Da Kongen merkede at han søgte Udflugter, sagde han: „hvis du ej vil blive min Jarl, saa faar jeg selv sætte hvem jeg vil over Orknøerne, og skal du da aflægge Ed paa at lade ham være i Fred; vægrer du dig derved, er det et Tegn paa at vi kunne vente Ufred af dig, og du maa da finde dig i at vi handle derefter“. Jarlen bad Kongen om nogen Betænkningstid for at han kunde overlægge med sine Mænd. Kongen tilstod ham den. Men da Fristen var udløben, bad han end videre om at den maatte forlænges indtil næste Sommer, saa at han imidlertid kunde raadføre sig med sine hjemmeværende Raadgivere, da han selv endnu var ung og uerfaren. Men Kongen fordrede øjeblikkelig Bestemmelse. Thorkell Fostre, der fremdeles var hos Kongen, sendte nu hemmeligt Bud til Thorfinn, og bad ham paa det indstændigste, ikke, saaledes som Sagerne nu stode, .at tænke paa at drage bort uforligt med ham; thi han var jo ganske i Kongens Vold. Herover blev Jarlen noget ængstelig, og besluttede derfor at vælge det mindste Onde, nemlig at gaa Kongen til Haande, og for Øjeblikket at holde gode Miner. Herved skuffede han dog ikke Kongen, der tydeligt skjønnede at hans Føjelighed kun var forstilt, og at han, stolende paa sit Slægtskab med Skottekongen, nærede langt andre ærgjerrige og underfundige Planer end den rolige, ærlige Bruse. Denne havde gjort Vanskeligheder ved ethvert af Forligets Punkter, men man kunde derfor ogsaa stole paa, at han ej lovede andet, end hvad han agtede at holde. Thorfinn derimod gik nok saa let ind paa alt, og gjorde ingen Indvendinger: deraf sluttede Kongen at han allerede havde opgjort den Plan, han agtede at udføre, og at han neppe vilde overholde Forliget samvittighedsfuldt. Men herved var nu for Øjeblikket intet at gjøre, og saaledes modtog han da ogsaa Thorfinns Troskabsed.
Da alt dette nu var ordnet, og Kongen havde overvejet, hvad Bestemmelse han vilde tage, lod han blæse til et talrigt Møde, hvor ogsaa Orknø-Jarlerne indfandt sig. Her talte Kongen saaledes: „Nu vil jeg bekjendtgjøre, hvilket Forlig der er sluttet mellem mig og Orknø-Jarlerne. De have erkjendt mig som den rette Herre over Orknøerne og Hjaltland, og bekræftet Erkjendelsen med Ed. Derfor vil jeg lønne dem paa den Maade, at jeg forlener Bruse med en Trediedeel, og ligeledes Thorfinn med en Trediedeel, saaledes som de før havde det. Men den Trediedeel, Einar Vrangmuud havde, erklærer jeg mig hjemfalden, fordi han dræbte min Hirdmand, Fælligsmand og kjære Ven Eyvind Urarhorn. Over denne Deel vil jeg selv forføje, som mig lyster. Jeg betinger mig ogsaa, at I, Brødre, nu mine Jarler, forliger eder med Thorkell Aamundessøn, og modtage Bøder af ham for Einar Jarls
