Drab; jeg ønsker helst selv at afsige Summen, hvis I intet have det-imod“. Jarlerne havde naturligviis intet at indvende, og saaledes hævedes Thinget. For Einars Drab bestemte Olaf Boder som for tre Lendermænd[1], dog skulde en Trediedeel heraf bortfalde, fordi Jarlen selv tildeels havde givet Anledning til Drabet. Og nu søgte Thorfinn snarest muligt at komme hjem, idet han vist var saare ærgerlig paa sig selv over, at han var kommen til Norge. Kongen negtede ham ikke Tilladelse til at rejse, og han gjorde sig rede i største Hast. Da han var ganske færdig, og allerede sad ombord og drak med sine Mænd, kom Thorkell Fostre ilende til ham, lagde sit Hoved paa hans Knæ og bad ham gjøre dermed, hvad han vilde. Thorfinn spurgte hvad det skulde betyde, og bad ham staa op, de vare jo nu ifølge Kongens Dom forligte. Thorkell stod op og sagde: „den Dom, Kongen afsagde mellem os, vil jeg, hvad dig angaar, kun holde mig til for saa vidt du samtykker deri. Vel har Kongen bestemt, at jeg skal beholde mine Ejendomme og have Landsvist i Orknøerne, men jeg kjender dit Sind og veed at det ej nytter mig at opholde mig der uden din Tilladelse og Beskyttelse. Jeg skal derfor gjerne love eder, aldrig sat komme til Orknøerne, hvad saa end Kongen siger“. Jarlen taug en Stund og sagde endelig: „Siden du, Thorkell, heller vil lyde min, end Kongens Dom, saa begynder jeg min Dom saaledes at du skal følge mig til Orknøerne og ikke skilles fra mig uden min Tilladelse; du skal være forpligtet til at værge mit Land og udføre de Hverv, jeg giver dig, saa længe vi begge ere i Live.“ Alt dette lovede Thorkell med Glæde, og bekræftede det med Haandslag og Ed. Om Bøderne, meente Jarlen, kunde de siden nærmere tale. Hvor vidt dette har været et forud aftalt Spil, eller om Thorkell virkelig har frygtet Thorfinns Vrede, er vanskeligt at skjønne. Ved Drabet paa Einar Jarl havde han jo egentlig gjort Thorfinn en Tjeneste, og det kunde derfor synes unødvendigt at bede om Tilgivelse derfor. Men det maa dog tillige erindres, at dette Drab, for saa vidt det var forud aftalt, mere, som det synes, var en Følge af Thorkells Overlægninger med Kongen, end af nogen mellem Thorfinn og Thorkell aftalt Plan, og at det nærmest var beregnet paa at skaffe Kongen Magt over Øerne. Det er derfor nok muligt, at Thorfinn kan ligne fattet en Mistanke mod Thorkell, som den der havde virket altfor ivrigt i Kongens Interesse, og indladt sig for dybt med ham; maaskee han og var misfornøjet med det Suhm. Thorkell havde givet ham, at ydmyge sig for Kongen, og at han har anseet dette Skridt overilet; ja at han endog har
- ↑ Dette er egentlig mere, end de ældre Love bestemme, thi de regne for en Jarl dobbelt mod Boden for en Lendermand, eller 72 Mk. (se ældre Gulath. I. S. 300, jvfr. Cap. 180). Men da en Trediedeel bortfaldt, reduceredes dog Boden til det sædvanlige.
