thjod, og efter dennes Død opholdt sig hos Sviakongen, hvem han gik til Haande, og som gav ham et stort Len. Da Olaf Sviakonge var død (Vintren 1021–1022) fik Einar, som det siges, Lyst til at bede Olaf digre om Grid eller Naade, og der gik i den Anledning Budsendinger mellem dem om Vaaren 1022. Egentlig var nok Einar endog saa godt som nødt til dette Skridt, da den nye Sviakonge, Anund, var den norske Konges gode Ven, og neppe vilde tillade en aabenbar Fiende af ham at beholde Len i hans Rige. Olaf var dog ikke den, som her gjorde Vanskeligheder, og medens han om Sommeren opholdt sig nede ved Gaut-Elven, sandsynligviis i Kongehelle, indfandt Einar sig hos ham, kun ledsaget af nogle faa: de sluttede her et Forlig med hinanden, hvorved det bestemtes, at Einar skulde frit kunne opholde sig i Throndhjem og beholde saa vel sine egne Ejendomme, som dem, han havde faaet med sin Hustru Bergljot, Haakon Jarls Datter. Dog gav Kongen ham ingen Vejtsler, og Einar trængte heller ikke dertil, da hans overordentlig store Besiddelser og fornemme Familieforbindelser skaffede ham Magt og Anseelse nok[1]. Imidlertid blev han ikke længe hjemme i Rolighed. Sommeren efter (1023) rejste han til England, hvorfra han gjorde en Pilegrimsrejse til Rom. Vi have ovenfor seet, at Erik Jarl, ifølge vore Sagaers Beretninger, døde just som han enten stod færdig til at foretage en Romferd, eller som han var kommen tilbage fra en saadan, ligesom og at hans Død maa være indtruffen i Løbet af Aarene 1023–24, da man lige til 1023, men ikke senere, finder ham nævnt i engelske Diplomer. Det er derfor højst sandsynligt, at Einar har begivet sig til England efter sin Svoger Eriks Indbydelse, for at gjøre ham Følge paa denne Pilegrimsrejse; og hvis det virkelig forholder sig saaledes, at Erik først døde efter at være kommen hjem, have de vist ogsaa rejst i Fællesskab. Før Afrejsen fra England besøgte Einar Kong Knut, og fik Gaver af ham[2]. Den følgende Sommer (1024) kom han tilbage, og drog lige hjem til Throndhjem uden at treffe Kong Olaf, som just da opholdt sig i den sydlige Deel af Landet. Der tales heller ikke om at Einar har opsøgt Knut ved sin Tilbagekomst. Muligt, at hans Vej denne Gang ikke faldt over England; muligt ogsaa, at han har mistænkt ham for at have bevirket Eriks Død[3]. De senere politiske Forhold bragte vel Einar atter Knut nærmere, og han var visselig ikke Olaf god, men han holdt sig dog den længste Tid rolig, og sluttede sig ikke til hans Fiender, førend Haakon Erikssøn Jarl troede sig fritagen for sin Ed og under sin mægtige Morbroder Kong Knuts Beskyttelse havde vundet sin Fædrenearv tilbage. Og heller ikke da viste
Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/688
Denne siden er korrekturlest
662
Olaf Haraldssøn.
