tren 1023–1024, da Olaf, efter at være hjemkommen fra Hørdeland, Vors og Valdres, opholdt sig i Nidaros, befandtes det, at Alfhild var frugt-
de fjerneste Egne af Norge, ved Hjelp af Biskoppen, hvem Kongen havde paa sit Yderste betroet Omsorgen for sin og hendes Søn Magnus. Det rygtedes imidlertid at Kongens Søn opholdt sig der, og Folket gjorde ham til sin Konge, men han levede i kun 1½ Aar derefter, omkommen ved en voldsom Død, nogle sige, men neppe med Rette, formedelst Høvdingernes Svig. Da vilde hun drage hjem til England, og aflagde det Løfte, at hvis Gud gav hende en hel ( dig Overrejse, vilde hun aldrig spise Kjød uden paa store Festdage. For de Rigdomme, hendes Mand og Søn havde skjenket hende, kjøbte hun tre store Gaarde (villæ), hvorved hun ernærede sig og sine. Hun overholdt sit Løfte i flere Aar, indtil hun engang i et Gilde, som hun gav, lod sig overtale til, med sine yderste Fingertoppe at berøre et lidet Stykke Kjød og føre det til Munden. Men strax tabte hun Brugen af sine Lemmer, og tilbragte hele tre Aar derefter med at lade sig føre om til de Helliges Hvilesteder, hvor hun forrettede sin Andagt. Saaledes kom hun og til St. Ealdhelms Hvilested i Malmsbury paa hans Fest den 25de Mai. Her fik hun paa sin ivrige Bøn sin Helbred tilbage, og skjenkede af Taknemlighed alle sine Ejendomme til Klostret, aflagde Kydskhedsløfte og henlevede sin øvrige Tid der, hvor hun ogsaa ved sin Død blev begraven“. – Da saaledes hendes Grav fandtes og paavistes ved Malmsbury Kloster, og formodentlig ligeledes Gavebrevene, hvorved hendes Gods skjenkedes dertil, hvilede i Archivet; og da derhos Viljam selv, død 1141, maa kunne have seet og talt med gamle Mænd, hvis Fædre i det mindste kunde have seet hende, tør man ikke bortvise denne Beretning som usand, især da han selv tilføjer, at dette Mirakel baade formedelst Personens anseede Stilling og Tidens Nærhed godtgjorde „at der gaves mange sande Begivenheder, som Historien dog ej har optegnet“. Paa den anden Side er det igjen besynderligt, at Viljam, der selv ellers veed at tale om St. Olaf (Savile S. 74) her ej skulde betegne ham anderledes end som „en Konge“, hvilken han endog skildrer som en barbarisk Vellystling. Fremdeles omtaler han og Forholdene ved hans Død paa en urigtig Maade, og gjør Magnus’s Regjeringstid altfor kort, ligesom ogsaa Harald Sigurdssøns Saga intet veed om Alfhilds Død i England, men lader hende dø hos Thorkell Geysa i Jylland, Aaret efter Magnus’s Død (Cap. 39). Dette omtales rigtignok ikke hos Snorre, og i hine Afvigelser fra Sagaernes øvrige Beretninger kunne være Unøjagtigheder, der i Tidens Løb ved Fortællingens mundtlige Overleverelse have indsneget sig. Men det kan dog ej negtes, at flere af de i Sagaen omtalte Omstændigheder ved hiin Beretning finde .sin Forklaring, nemlig hvorfor Olaf holdt deres Forhold saa hemmeligt, og hvorfor Alfhild ved Magnus’s Udnævnelse til Konge kom til Hoffet, hvor hun altsaa ikke forhen havde været, medens hun derimod maaskee havde opholdt sig paa Oplandene hos Biskop Grimkell, under hvis Varetægt Olaf i saa Fald har stillet hende, da han ved sin Afrejse fra Sverige til Rusland sendte Biskoppen tilbage til Norge. At Alfhild havde en Søn ved Navn Snore, med en anden Mand end Olaf, og rimeligviis førend hun blev kjendt med.denne, bevidne vore Sagaer; ja Harald Sigurdssøns.Saga, Cap. 30 tillægger hende endog en Datter, skjønt i en Fortælling, der i det hele taget synes utroværdig, og heller ikke findes hos Snorre. Spørgsmaalet bliver nu, hvilken norsk Jarl det var, som skulde have faaet Alfhild i Krigsbytte. Det maa, som man, seer, have været en Kriger i Erik Jarls Hær; men da der neppe var andre Jarler i denne Hær, end han selv, og da en Jarls efterladte Hustru
