Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/695

Denne siden er korrekturlest
669
Olafs Mildhed.

nogle Nødder fra sit Bord, og Skaldene, som fandt denne Sendelse liden, kvad strax et Par Vers, hvori de gave dette tilkjende, men udtalte Haabet om, at det med Tiden torde blive bedre. Kongen tog det ej ilde op, men lo kun, og gjorde siden Sighvat den Ære at staa Fadder til hans Datter Tova. Hver Nytaarsdags Aften var det Kongens Skik at uddele Vennegaver blandt sine Gjester, og i den Hensigt samlede han, naar Tiden nærmede m et stort Forraad af dyrebare Klenodier, fornemmelig, som det synes, prægtige Vaaben[1]. De som kjendte ham nærmere, heder det, vare enige om at han var mild og nedladende, godmodig og føjelig, forstandig og vennehuld, trofast og paalidelig, ordholdende og omsorgsfuld, gavmild og godgjørende, god og varsom for at fejle, en samvittighedsfuld Iagttager af Guds Lov og gode Mænds Frihed[2]. Alene de, som ej fandt sig i hans Iver for det gode og sande, og den Strenghed, hvormed han overholdt. Lov og Ret, kaldte ham herskesyg, haard, overmodig og voldsom. Der fortælles Exempler paa hans Godmodighed. Saaledes hendte det sig en Paaskemorgen i Nidaros, da der var kommet mange Folk til Byen, at nogle af dem vandrede op ad Gauldals-Vejen, der var meget blød og leret. En Mand, som de ikke kjendte, bredskuldret, iført hvide Buxer og med en Kappe over sig, kom just gaaende ved Siden af dem. En af dem spurgte ham: „hvem er du, Kammerat“? Han svarede ikke, men fortsatte sin Gang. „Jeg skal da saa sandt gjøre ham et Puds“, sagde den anden, lod efter ham, og traskede en Stund ved hans Side med tunge Skridt, saaledes at Sølen stenkede til alle Kanter, og satte en Mængde Pletter paa den Ubekjendtes hvide Buxer. Han sagde ikke et Ord, og de skiltes ad. Dagen efter kom der Bud til det Herberge, hvor disse Folk boede, og meldte at Kongen vilde tale med dem. De undredes derover, men fulgte Befalingen, og bleve heel ubehageligt overraskede, da de i Kongen gjenkjendte den Ubekjendte fra igaar.

  1. Se herom især Fornm. S. V. 175, 177, den legendariske Saga, Cap. 62, Olaf den helliges Saga, Cap. 158, Snorre, Cap. 172.
  2. Denne hele Skildring findes i den gamle legendariske Saga, Cap. 30, og efter den ogsaa i Flatøbogen (Fornm. S. V. 288–292) endog med Riimbogstaver, Da den saaledes ikke vel kan gjengives i Dansk, meddele vi her et Stykke deraf som en Prøve. Olaf, heder det, virði mikils kirkjur ok kennimenn ok allan kristindóm, ok gœddi gjöfum góða menn, klæddi kalna, gak fé föðurlausum, auðræði ekkjum ok útlendum þeim er fátœkir váru o. s. v. Mange, der vare misfornøjede med hans Strenghed, kaldte ham ríklyndan ok ráðgjarnan, harðráðan ok heiftugan, fastan ok fégjarnan, ólman ok údælan, metnaðarmann ok mikillátan ok þessa heims höfðingja fyrir alls sakar. De, som vidste bedre Besked, kaldte ham derimod linan ok litillátan, huggóðan ok hógan, mildan ok mjúklátan, vitran ok vingóðan, tryggvan ok trúlyndan, forsjálan ok fastorðan, gjöflan ok göfgan, frægjan ok vellyndan, írikjan ok ráðvandan, góðan ok glœpvaran, stjórnsaman ok vel stiltan, vel geyminn at guðs lögum ok góðra manna.