dem Riget eller i det mindste paa visse Betingelser afstaa noget deraf. Da mange andre bifaldt dette Forslag og understøttede det, gav han sit Samtykke dertil, skjønt det af det følgende er øjensynligt, at han endnu ikke ganske fandt Tiden at være kommen til at drive Sagerne med Eftertryk. Et Gesandtskab udrustedes paa det prægtigste, for at kunne optræde i Norge med saa megen Glands, og vække saa store Forestillinger om Knuts Magt og Rigdom, som muligt, og det afsendtes fra England til Olaf med Kong Knuts Breve og Indsegl[1].
Olaf, der, som vi have seet, havde tilbragt Vintren paa Oplandene, og her bortgiftet sin Halvsyster og sin Moders Syster, drog siden over Thoten, Hadeland og Ringerike ud til Viken, hvor han om Vaaren tog sit Sæde i Tunsberg. Her opholdt han sig temmelig længe, medens den livligste Kjøbstevne stod paa og der var størst Tilførsel. Han lod tillige sine Skibe tiltakle, og havde mange Folk hos sig. Her var det ogsaa, at Knuts Gesand fandt ham. I Spidsen for dette Gesandtskab skal en Mand ved Navn Sigurd have staaet, sandsynligviis dansk af Fødsel; han skal have været en af Knuts kjæreste Venner, men hvad han for øvrigt var, siges ikke. Da man meldte Olaf, at der var kommet Gesandter fra Kong Knut, blev han ærgerlig, da han, som han sagde, godt vidste at Kong Knut ikke havde noget Ærende til ham, som kunde være ham selv eller Riget til Baade. I flere Dage vilde han ikke see dem. Han følte godt, at dette var Begyndelsen til langt andre Gjenvordigheder, end dem, han hidtil havde haft at bekæmpe. Endelig bekvemmede han sig dog til at lade dem komme for sig. De fremlagde nu Kong Knuts Breve og fremførte deres Ærende. „Kong Knut“, sagde de, „paastaar at hele Norge tilkommer ham, og at hans Forfædre før ham have haft dette Rige; men fordi Kong Knut helst vil holde Fred med alle Lande, vil han heller ikke, hvis han kan undgaa det, drage med Hærskjold til Norge. Ønsker derfor Olaf Haraldssøn fremdeles at være Konge over Norge, da har han at indfinde sig hos Knut, tage Riget til Len af ham, blive hans Mand, og betale ham saadan Skat som Jarlerne fordum“. De fremlagte Breve indeholdt det samme. Ligesom forhen under Forhandlingerne med Olaf svenske, saaledes viste det sig tydeligt her, at Lodbroke-Ætlingerne fremdeles kun betragtede Harald Haarfagres Efterkommere som Fylkeskonger, der ikke vare berettigede til at føre uafhængigt Herredømme over Riget. Olaf svarede: „jeg har bort fortalt i gamle Frasagn, at Danekongen Gorm tyktes at være en gild Thjodkonge, skjønt han kun herskede over Danmark alene. De følgende Danekonger have dog ikke villet lade sig nøje dermed. Ro er det kommet saa vidt, at Knut hersker baade over Danmark og England, og dertil har underkastet sig en stor Deel
- ↑ Olaf d. hell. Saga, Cap. 127. Snorre, Cap. 139.
