og Samtykke eller endog Tilskyndelse, kunde ej betragtes anderledes en.d som en aabenbar Krigs- eller Oprørs-Erlæring fra hans Side. Allerede i det følgende Aar finde vi ogsaa ham selv i Spidsen for en Oprørsflok. Saaledes var han den første af Norges Stor-Høvdinger, der faldt fra. Der var heller ingen, der med større Harme og Utaalmodighed havde baaret Kong Olafs Herredømme, end han.
Olaf, der havde ladet sine Skibe tiltakle, maaskee i den Hensigt at foretage en af de sædvanlige Rejser langs Vestkysten af Landet, for at overvintre i Nidaros, besluttede nu, efter at have erfaret Kong Knuts Planer, at tilbringe Sommeren og den øvrige Deel af Aaret i Viken, for at være paa sin Post, om Knut allerede nu skulde ville angribe ham. Der gik Ord om, at han ventedes til Danmark den Sommer, og Kjøbmandsskibe, der kom fra England, bragte endog den Efterretning, at han samlede en stor Hær. Olaf stevnede derfor Lendermændene til sig og omgav sig med en talrig Krigerskare, idet han tillige stedse havde Folk ude for at passe paa og melde ham, om eller naar Knut kom til Danmark. Han lod sig det ogsaa være magtpaaliggende at sikre sig sin Svoger, Sviakongens, Venskab og Understøttelse. Derfor sendte han om Høsten et Gesandtskab til ham for at underrette ham om det Budskab, han havde modtaget fra Knut, og foreslaa ham, at de indgik et Forbund til Værn mod Danekongens ærgjerrige Planer, da det nemlig var at forudsee, at denne, naar han engang havde underkastet sig Norge, heller ikke længe vilde unde Anund Fred i Sverige; medens de tilsammen vare sterke nok til at gjøre ham Modstand. Anund erklærede sig strax villig til at indgaa et saadant Forbund, og lovede i den Hensigt at indfinde sig til et personligt Møde med Olaf, hvortil der var god Anledning, da det just var hans Hensigt, i Løbet af den tilstundende Vinter at berejse Vestergautland, medens Olaf agtede at tilbringe Vintren i Sarpsborg. Knut kom virkelig den Høst til Danmark, hvor han sad Vintren over med en betydelig Styrke. Dog laa det endnu, som man erfarer, ej i hans Plan at angribe Norge. Han maa endnu ikke have anseet Tiden belejlig dertil, og havde desuden for det første bestemt sig til at gjøre en Rejse til Rom, hvortil han vel nu forberedte sig[1]. Da han imidlertid hørte, at der havde gaaet Sendelser mellem Kongerne Anund og Olaf, og at store Planer aftaltes mellem dem, forsøgte han, om det kunde lykkes ham,
- ↑ I det Brev, Knut siden skrev fra Rom, nævnte han udtrykkelig, at han allerede længe forud havde lovet Gud en Rejse til Rom, men at han hidtil ej havde kunnet udføre den for Forretningers og Rigets Anliggenders Skyld.
