ved Gaver og vestlige Med at vinde Anund for sig, eller i det mindste at tilkjøbe sig hans Neutralitet. Om Vintren sendte han i den Hensigt et Gesandtskab til Anund. Gesandterne forestillede denne at Knuts og Olafs Trætte var ham uvedkommende, og sagde, at han derfor gjerne kunde sidde i Ro og see til,i saa Fald skulde han og hans Rige være i fuldkommen Fred for Knut. De fremtoge tillige de medbragte Gaver, allerførst, som der fortælles, to Lysestager af Guld. Anund betragtede dem og sagde: „vakkert Legetøj er dette, men ej vil jeg for at faa dem skilles fra Olaf“. Da fremtoge de et prægtigt gyldent Bordkar, besat med Ædelstene. „Det er et herligt Klenodie“, sagde Anund, „men jeg sælger ikke Kong Olaf for et Bordkar“. Endelig kom de frem med to Guldringe. „Kong Knut har visselig megen Omtanke“, sagde Anund, „thi han veed at jeg gjerne vil vinde Gods og skjønner lidet paa Hofskik; men Kong Olaf lærte jeg at kjende, da jeg var en ung Dreng, og fattede saadan Kjærlighed til ham, at jeg ej vil skilles fra ham“. Gesandterne maatte derfor rejse hjem med uforrettet Sag, og meldte Knut, at han ikke maatte vente noget Venskab af Kong Anund[1]. Efter Bestemmelsen tilbragte Olaf Vintren 1025–1026 i Sarpsborg, fremdeles omgiven af en talrig Skare. Kong Anund berejste Vestergautland med et Følge af over halvfjerde tusende Mand. Der gik da Sendebud mellem begge Konger, og det aftaltes, at de skulde mødes om Vaaren ved Kongehelle. De udsatte Modet saa længe, fordi de først vilde see, hvad Knut tog sig til. Men Knut begyndte endnu ikke nogen Krig. Ud paa Vaaren gik han ombord paa sine Skibe, og drog atter vest over, idet han, saaledes som han sandsynligviis allerede forhen havde gjort, efterlod sin Søn Hardeknut i Danmark, og Ulf Jarl som hans Formynder eller Statholder i Riget[2]. I Norge og Sverige antog man vist i Førstningen, at Knut vendte tilbage til England. Dette var dog ikke Tilfældet, thi han tiltraadte nu sin længe paatænkte Pilegrimsrejse til Rom, hvorfra han ej kom tilbage førend langt ud i det følgende Aar. Det kan ikke have varet længe, førend Efterretningen om den virkelige Bestemmelse for Knuts Rejse ogsaa blev bekjendt for Nordmændene og Sviarne, og saaledes havde Olaf og Anund endnu en god Frist, under hvilken de kunde tage deres Forholdsregler mod
- ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 128, Snorre, Cap. 14L Den legendariske Saga, Cap. Så. Det er denne, som meddeler Fortællingen om Lysestagerne, Bordkarret og Ringen; hine nævne kun Gaver i Almindelighed. Men den legendariske Saga henfører Begivenheden til et senere Tidspunkt, nemlig da Olaf og Anund havde herjet paa Sjæland, og strax før Slaget i Helgeaa. Derfor lader den og Gesandterne sige, at Knut „vil tilgive ham hvad han saa storligen havde forbrudt sig mod ham, hvis han vil forsage Olaf“.
- ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 130, 144, Snorre, Cap. 144, 158. Den legendariske Saga, Cap. 64. Ulf kaldes her Olaf. Se ellers herom ovenfor, S. 672.
