været et Syskendebarn til Leif, og mange andre Bondesønner. Endog Thrond havde ogsaa ladet, som om han vilde rejse, men efter Sædvane fik han et Paaskud til at blive hjemme: denne Gang var det en pludselig Sygdom. Det er sandsynligt, at Færøingerne traf Olaf paa hans Rejse syd efter, medens han endnu opholdt sig i Fjordene, Sogn eller Hørdeland. Strax efter at de vare komne, kaldte han dem til sig, og erklærede dem,
af en 5–6 Aar, især da han umiddelbart forud havde anført et Brev af 1032; da han derhos af Titlen „Norges Konge“ let kunde komme paa den Tro, at Brevet var yngre end Olafs Død, uagtet Knut, som vi have seet, ingensinde opgav sin Fordring paa Norge, og lige saa vist, naar han brugte sin fulde Titel, kaldte sig Norges Konge, som han ofte slet hen kaldte sig Englands, uden engang at nævne Danmark; da man derhos let kan tænke sig, at Ingulf eller en anden har læst mxxxi i Stedet for mxxvi, og da derhos endog det af ham anførte Brev ved hiin Kombination af Paasken, Konrad, Rudolf og Knut egentlig vidner sterkere for 1026–27 end hans egen løse Angivelse af 1031: vil det saaledes let indsees, at aldeles overvejende Grunde tale for de først nævnte Aar. Der er og i den Omstændighed, at Olaf den helliges Saga og Snorre lade Olaf, i Stedet for at holde Øje med Knut om Høsten og Vintren 1026⁄1027, slaa sig til Ro i Throndhjem, og Ulf Jarl derimod begynde en Opstand i Danmark, et tydeligt Vidnesbyrd om at baade Olaf og Ulf ansaa Knut for at være saa langt borte, at de for det første intet havde at frygte af ham. Vel heder det, at han i 1026 kun drog til England, men da han, som vi af Knytlinga Saga og Emmas Enkomiast erfare, drog over Flandern, nærmede han sig dog England saa meget, at Nordmændene let i Førstningen kunde antage, at han alene agtede sig did: siden have de nok faaet Rejsens rette Bestemmelse at vide, men ved en Skjødesløshed af Sagnfortælleren er denne ej nærmere berørt. Olafs Saga og Snorre omtale slet ikke Udenlandsrejsen. Hertil kommer nu ogsaa følgende Omstændighed. Sighvat Skald var i Rouen 1026–27, og traf Knut i England. Han digtede en Draapa om ham, hvori saa vel Romerrejsen som Toget til Norge omtales. Men 1030 drog Sighvat til Rom, efter Olafs Fald hjem til sin Gaard, og begav sig siden til Kong Magnus. Det er neppe tænkeligt, at Sighvat efter Olafs Død, da Forbitrelsen mod Knytlingerne var paa det højeste, skulde have digtet et Æredigt over hans Fiende Knut. Da vi derimod erfare, at Sighvat i 1027 ikke kom hjem til Norge førend temmelig seenhøstes, eftersom han strax efter sin Hjemkomst traf den fra Toget til Danmark og Slaget ved Helgeaa tilbagevendte Olaf i Borg, hvor Olaf desuden ytrede Misfornøjelse over at han havde indladt sig for meget med Knut, bliver det saa godt som vist, at Sighvat har ledsaget Knut fra England paa det Tog, han i Kvadet saa levende beskriver, at han fra Danmark er vendt tilbage til Norge, og at han under Opholdet i Danmark har digtet hiin Draapa, hvilken Fagrskinna urigtigt kalder erfidrápa, som om den var digtet efter Knuts Død. Om Rigtigheden af Aaret 1026–27 for Knuts Rejse kan der saaledes ej være nogen Tvivl. Der kan i alle Fald ej være Spørgsmaal om at sætte den efter den Tid, men snarere før, eftersom Lyfing i hiint Brev af 1026 allerede kaldes Biskop, og Knut omtales som om han opholdt sig i England, omgiven af sine Stormænd. Da dette Brev for øvrigt ej indeholder nogen Stedsangivelse, kan det gjerne være udstedt i Flandern eller Danmark, thi 1026 var Knut, hvis han gik lige fra Danmark til Rom, ikke i England; det er vel ogsaa muligt, at Tidsangivelsen
