Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/715

Denne siden er korrekturlest
689
Karl den mørske til Færøerne.

Kongen fortsatte sin Rejse nordefter, og tilbragte, som det allerede er nævnt, Vintren i Nidaros. Da han om Vaaren atter drog sydefter, saaledes som det nedenfor nærmere skal berettes, holdt han flere Huusthing paa Herø[1], og talte paa et af dem om den Skade, han havde lidt af Færøingerne, idet hans Mænd vare blevne dræbte, men de ham tilkommende Skatter tilbageholdte. Nu, sagde han, var det hans Hensigt at sende Mænd derover efter Skatten. Han henvendte sig desangaaende til flere af de tilstedeværende, men alle undsloge sig. Da stod en Mand op, stor og drabelig at see til, i en rød Kjortel, med Hjelm paa Hovedet, Sverd ved Siden og Huggespyd i Haanden. „I Sandhed“, sagde han, „der er stor Forskjel paa Folk. I have en god Konge, men han har slette Trælle. I sige nej til denne Færd, hvori han vil sende eder, skjønt I have modtaget mange Vennegaver og Hædersbeviisninger af ham. Jeg derimod har hidtil ikke været nogen Ven af Kongen, tvertimod har han været min Uven og mener at have god Grund dertil. Nu vil jeg tilbyde eder, Konge, at rejse i dette Ærende, hvis ingen bedre kan faaes.“ Kongen spurgte, hvo denne raske Mand var, der tilbød sig selv til Rejsen, medens de andre undsloge sig. „Du har derfor“, vedblev han, „meget forud for dem, men jeg kjender dig jo slet ikke, og veed ikke engang dit Navn“. „Mit Navn, Konge, er ikke daarligt“, svarede Manden, „og I har vist hørt mig nævne; jeg heder Karl den mørske“[2]. „Er du Karl den mørske“, sagde Kongen, „da har jeg visselig hørt dig nævne, og sandt at sige har der været de Tider, hvor du ej skulde være kommen levende derfra, om jeg havde truffet dig; men nu vil jeg ikke vise mig mindre ædelmodig end du, og da du tilbyder mig din Hjelp, skal jeg til Gjengjeld vise dig Velvilje. Kom til mig idag og vær min Gjest, saa skulle vi nærmere tale om Sagen“. Karl lovede at komme, og dermed hævedes Thinget. Karl havde tidligere været en stor Viking og Ransmand, og Kongen havde meget ofte sendt Folk ud for tage ham af Dage; forresten var han storættet og en dygtig Idrætsmand i mange Stykker. Kongen tog ham nu til Naade og viste ham endog Kjærlighed. Han udrustede ham paa det bedste til Rejsen, og sendte Bud med ham til sine Venner paa Færøerne, fornemmelig Leif og Gille, at de skulde yde ham Bistand; Budet ledsagedes af Jærtejner. Da Karl var færdig, drog han afsted; der var i alt 20 Mand paa Skibet. Han fik god Vind og kom heldigt til Thorshavn paa Strømø, hvor han lagde ind. Siden blev der

  1. Herø eller Hærøerne paa Søndmøre, i Nærheden af Gurskøen.
  2. Det er fra Møre, her rimeligviis Søndmøre. Til hvilken berømmelig Æt denne Karl hørte, siges ikke, men man skulde, siden det udtrykkeligt siges at han var storættet, næsten formode at han har været beslægtet med Giske-Folkene eller Arnmødlingerne.