at gjøre det. Den lød saaledes, at hans Frænder uagtet Fredløshedsdommen skulde have frit Lov til at opholde sig paa Færøerne, hvor de lystede, og at de ingen Bøder skulde betale. Herredømmet paa Færøerne skulde skiftes i tre Dele, af hvilke han selv skulde have den ene, Leif den anden, og Sigmunds Sønner, Steingrim, Brand og Hjerte, den– tredie. Han tilbød Leif at opfostre hans treaarige Søn Sigmund, aabenbart for at have ham som Gissel, og uagtet Leif selv betænkte sig herpaa, tog han dog efter sin Kone Thoras Raad derimod, fordi Thrond, som hun sagde, „havde mangt og meget forud for mange andre“. Thrond blev saaledes atter den, der havde meest at rigt* paa Øerne, og i flere Aar tillode hans Frænder sig ustraffet de største Voldsgjerninger, indtil endelig, som det siden skal vises, Leif, opmuntret af sin raske Hustru Thora, opmandede sig og afkastede Aaget. Men indtil da var den politiske Forbindelse mellem Norge og Færøerne aldeles afbrudt[1].
Olaf søgte efter sin Formand og Navne Olaf Tryggvessøns Exempel, ogsaa at udstrække sin Indflydelse til Island og Grønland. Dog led han sig ikke, som han, nøje med, alene at virke til Christendommens Fremme: han søgte ogsaa at erhverve virkeligt Herredømme over disse norske Kolonilande. Allerede tidligt søgte han, ligesom paa Færøerne, ved Budsendinger og Gaver at skaffe sig Venner paa Island og Grønland. Han modtog med Venlighed de Islændinger, der besøgte ham, og viste dem megen Ære. Vi have saaledes seet, hvor meget han gjorde af Sighvat Stald, der rigtignok næsten ikke længer kunde kaldes Islænding, eftersom han aldeles traadte i Olafs Tjeneste og gjorde Norge til sit Hjem. Om Thorarin Nevjulfssøns store Anseelse og betydelige Indflydelse hos Kongen er der ovenfor talt. Der nævnes desforuden mange andre anseede Islændinger, som besøgte Olaf og fandt en venlig Modtagelse hos ham. Blandt dem var saaledes Skalden Thord Kolbeinssøn, der skulde til Danmark for at hente en Arv efter en der afdød Frænde. Thord besøgte først Olaf, og fik af ham et saa godt Anbefalingsbrev til Danmark, at Arven blev ham udbetalt, skjønt rigtignok noget beklippet[2]; han digtede af Taknemmelighed en Draapa om Olaf, kvad den for ham, og belønnedes med en Guldring, en guldbesat Kappe og et Sverd. Ved Brennøerne mødte han paa Tilbagevejen sin fordums Medbejler Bjørn Hitdølakappe, der kom fra et Vikingetog med sine Skibe og mange Stridsmænd. Thord havde i sin Tid paa en skammelig Maade indbildt hans trolovede Brud at han var død, og overtalt hende til
