havde sendt dem Bud om, kan man vist antage at baade Afskaffelsen af de sidste hedenske Skikke, og Vedtagelsen af den første Christenret paa Island nærmest er at tilskrive Hjaltes og Bernhards Virksomhed. I Oldskrifterne selv tales intet videre derom[1]. Den ældste, nu opbevarede, islandske Christenret fremstiller den kirkelige Lovgivning for Øen saaledes som den i Begyndelsen af det 12te Aarhundrede blev nærmere bestemt og ved Biskopperne Thorlaks og Ketils Foranstaltninger; men de fleste ældre Bestemmelser ere dog, som man maa antage, bibeholdte, da de paa det nærmeste stemme med, hvad der gjaldt for Norge. Den Beredvillighed, hvormed Islændingerne antoge Kong Olafs religiøse Reformer, lønnedes ogsaa med Erkjendtlighed fra hans Side. Han sendte Tommer til en Kirke, som Islændingerne opførte paa Thingvolden ved Althinget, og skjenkede dertil en stor Klokke, som endnu længe efter fandtes der[2]. Der sluttedes ogsaa en Overeenskomst mellem ham og Islændingerne, hvorved han vel tilstod dem betydelige Rettigheder i Norge, men disse ogsaa til Gjengjeld gik ind paa Forpligtelser, der i sig selv indeholdt Erkjendelsen af et nærmere og inderligere Forhold mellem Island og Norge, end mellem Island og noget andet Land, og som allerede derved kunde skaffe Kongen Anledning eller et Paaskud til at gaa videre[3]. Enhver Islænding skulde med Hensyn til personlige Fornærmelser i Norge have samme Ret til Bøder, som en Hauld[4]. En i Norge falden Arv skulde ej betragtes som forladt eller tilfalden Kongen, hvis Arveladeren havde et Syskendebarn eller
- ↑ Alt hvad i Sagaerne nævnes om denne Sag, er de nys anførte Ord, at Islændingerne efter Olafs „Ordsending“ indrettede deres Lov og Christenret; Olaf d. hell. Saga, Cap. 121, Snorre, Cap. 133. Antaget, at Bernhard rejste over til Island 1016, maa han, siden han skal have opholdt sig der i 5 Aar, være kommen tilbage til Norge 1021. Omkring 1020–21 har altsaa maaskee Christenretten været lovtagen paa Island.
- ↑ Olaf d. hell. Saga, Cap. 121. Snorre, Cap. 133.
- ↑ Den her følgende merkelige Opregnelse af Islændingernes Rettigheder i Norge og Nordmændenes paa Island findes indført i den gamle islandske Lovbog, kaldet „Graagaas“, efter et edeligt Vidnesbyrd af Biskop Gissur og flere andre (altsaa omkring 1090) om at de havde hørt Gissurs Fader Isleif, og flere Mænd med ham sværge, „at Kong Olaf gav Islændingerne denne Ret eller bedre“. Se „Norges gl. Love“ I. S. 437, 438. Tiden da Overeenskomsten sluttedes, maa, som man seer, have været efter at Orknøernes Jarler underkastede sig 1021, siden Orknøerne omtales som Skatland; men derimod førend Olaf i 1024 havde gjort Forsøg paa at strække sin Magt over Island videre, som det nedenfor skal fortælles; det maa altsaa være c. 1022. Merkeligt nok, omtales her udtrykkeligt Opdagelsesrejser; man har aabenbart haft Rejser til Viinland for Øje.
- ↑ Dette var rimeligt nok, da de fleste Landnamsmænd vare Haulder, og tillige Byboere havde Hauldsret; og som Byboere eller Handelsmænd maatte Islændingerne nærmest betragtes. Om Hauld og Hauldsret, se ovf. S. 143.
