Gudrun Usvifersdatters Mand[1], hendes Søn og hans Stifsøn Thorleik Bollessøn, og de to urolige Fostbrødre, Thorgeir Haavardssøn, et Syskendebarn af Thorgils Aressøn paa Reykjahole, og Thormod Bersessøn fra Isafjorden, en ypperlig Skald, der sædvanligviis kaldtes Kolbrunarskald, fordi han havde digtet et Kvad til Ære for en Pige ved Navn Thorbjørg Glumsdatter, der formedelst sine mørke Øjne og Haar havde faaet Tilnavnet Kolbrun[2]. Ogsaa Illuge, en Broder af Thorgils Aressøn, var Olafs Hirdmand, ligesaa Thord, en Søn af Børk den digre, og foruden dem, vistnok mange andre, som ikke engang ere nævnte. Af Islændinger, som besøgte Olaf, nævnes desforuden Gudrun Usvifersdatters anden og meest udmerkede Søn, Bolle Bollessøn, hvem Kongen ogsaa tilbød at blive Hirdmand, men som heller foretrak at gaa til Myklagaard, hvor han traadte ind i Væringernes Skare, og Grette den sterke. Denne var i Slægtskab med Olaf, eftersom han nedstammede fra Gudbrand Kulas Morbroder Anund Træfod, og ventede sig derfor megen Hæder og Forfremmelse af Kongen, men tvertimod blev denne Rejse den uheldigste i hans Liv. Alle-
- ↑ Om Thorkell Eyjulfssøn, se ogsaa ovenfor S. 450.
- ↑ Om disse to Fostbrødre er der en heel, meget underholdende Saga, kaldet Fostbrødra-Saga, der ogsaa øjensynligt har været benyttet ved Kongesagaernes Redaktion, men hvis Paalidelighed i alle Enkeltheder dog ikke er vis. Thormods Fader Berse var en Sønnesøn af hiin Gunnbjørn, som opdagede Gunnbjørnssker, se ovenfor S. 358. De havde begge været opdragne i Isafjorden, og allerede i deres Drengeaar sluttet Fostbroderskab ved at gaa under Jordstrimler med hinanden (se ovenfor 1ste B. S. 782). Thorgeir begik saa mange Drab paa Island, at han tilsidst blev erklæret fredløs; dog var han imidlertid bleven Kong Olafs Hirdmand, og rejste en Tidlang frem og tilbage mellem Norge og Island. I denne Tid holdt Thormod sig hjemme. Den ovenfor omtalte Thorbjørg lærte han at kjende paa en Fiskefart udefter Isafjorden. Da han havde digtet Kvadet til hendes Ære, og det blev bekjendt, fik han Bebrejdelser derfor af en tidligere Kjæreste, han havde, ved Navn Thordis, og han vidste ikke at hjelpe sig paa anden Maade end ved at foregive at Digtet egentlig gjaldt Thordis, og at kvæde det for denne med enkelte Forandringer, hvorved hans Udsagn bekræftedes. Men om Natten, heder det, aabenbarede Thorbjørg Kolbrun sig for ham i Drømme, bebrejdede ham hans Upaalidelighed, og sagde at han skulde faa de heftigste Øjensmerter, indtil han havde givet hende hendes Kvad tilbage. Drømmen gik strax, fortælles der, i Opfyldelse, og Thormod blev ikke fri for Øjensmerterne, førend han han havde bragt Kvadet i sin gamle Skik, og offentligen erklæret, at det var tilegnet Thorbjørg og ingen anden. Da fik han Tilnavnet Kolbrunarskald. Hans Fostbroder blev omsider dræbt, som det nedenfor skal omtales, og Thormod tog sig saa nær deraf, at han forlod Island, og begav sig til Kong Olaf, som ved at høre at han var Thorgeirs Fostbroder strax bød ham velkommen, og siden gjorde ham til sin Hirdmand. Efter en anden Beretning skulde Thormod først have besøgt Knut den mægtige i Danmark, og paa en saare æventyrlig Maade være kommen til Olaf (Fostbrødra-Saga, Cap. 24–26, den legendariske Olafs Saga, Cap. 57, 58), hvilken Beretning dog, uagtet sin Ælde, er mindre sandsynlig.
