Foruden de allerede omtalte offentlige Gaver, som Olaf sendte til Island, og foruden den Venlighed, han i Almindelighed viste Islændingerne, naar de besøgte ham, sendte han ogsaa Høvdingerne enkeltviis store Foræringer, som Beviis paa sit Venskab for dem, og skjenkede flere af dem Tommer til de Kirker, som de paa egen Bekostning vilde lade opføre paa deres Gaarde. De sendte ham da ogsaa slige Gaver til Gjengjeld, som de især troede at han fandt Behag i. Men, siges der, under disse Venskabsbeviser, der saaledes fra Kongens Side bleve Islændingerne til Deel, boede der mangt og meget, som siden aabenbarede sig. Dette viste sig i Aaret 1024, da Olaf formodentlig har anseet Gemytterne tilstrækkeligt forberedte paa, hvad han nu agtede at komme frem med. Til at overbringe sit Budskab valgte han Thorarin Nevjulfssøn, paa hvis Hengivenhed og Paalidelighed han kunde stole, og som, selv Islænding, maatte have lettere for at virke paa sine Landsmænd. Thorarin fulgte Kongen fra Throndhjem, da denne om Sommeren 1024 drog sydefter for at rejse til Viken. Fra Møre satte Thorarin ud til Havs, og fik en saa ypperlig Vind, at han allerede efter fire Dage landede ved Ørebakke paa Island, medens Althinget endnu var samlet. Han begav sig strax til Things, og kom just medens man var forsamlet paa Lagberget. Han gik ufortøvet derhen, og da man var færdig med de øvrige Sager, som der skulde forhandles, begyndte han saaledes: „For fire Dage siden skiltes jeg fra Kong Olaf Haraldssøn. Han sender Guds og sin Hilsen til alle Høvdinger og Styrere her i Landet, saa vel som til den hele Almue, Mænd og Kvinder, Unge og Gamle, Rige og Fattige, og lader eder melde, at.han vil være eders Drottin, hvis I ville være hans Thegner, og saa vel han, som I gjensidigt hinandens Venner og Hjelpere i alt hvad der er godt“. Man svarede nok saa vel paa denne Hilsen, og sagde at alle med Glæde vilde være Kongens Venner, naar han vilde være deres. Hvad Thorarin lod falde om Drottin og Thegner lod man for det første gaa hen uden at lægge Vegt derpaa. Opmuntret ved det venlige Svar troede Thorarin at han nu kunde rykke frem med, hvad han egentlig havde paa Hjertet. „Med Kongens Hilsen“, sagde han, „følger ogsaa dette, at han beder Nordlændingerne som Tegn paa deres Venskab at give ham den Ø eller Udskær, der ligger udenfor Eyjafjorden, og kaldes Grimsø. Til Gjengjeld vil han give de gode Ting fra sit Land, som de maatte ønske sig. Angaaende denne Sag henvender han sig nærmest til Gudmund paa Madrevalle, thi han har hørt, at han bar meest at sige i den Deel af Landet“. Gudmund svarede: „jeg sætter megen Priis paa Olafs Venskab, .og tvivler ikke paa at det er mig langt nyttigere end hiint Udskær,
S. 452) seet hvorledes Thorstein Vigastyrssøn søgte at hevne sin Fader i Constantinopel.
