i Brattelid, hos hvem han tog sin Bolig. Thorgrim, heder det, var Godordsmand, hvilket viser, at Forfatningen paa Grønland for øvrigt lignede den paa Island; der holdtes og et fælles Hovedthing, i Lighed med det islandske Althing, ved Garde i Einarssjorden. Thorgrims store Magt gjorde det til en vanskelig Sag for Thormod at komme ham til Livs, især da han ved et Vredesdrab paa en Mand i Thorkells Gaard havde lagt sig ud med denne. Thorkell vilde endog lade Thormod dræbe, men nøjede sig dog med Bøder, da Stuf forestillede ham den Fare, han selv paadrog sig ved at fælde Kong Olafs Hirdmand og Skald. Det lykkedes dog endelig Thormod ved List at overfalde og dræbe Thorgrim i hans Bod paa Thinget ved Garde, og han bestod nu mange Farer, idet han forfulgtes paa det heftigste af Thorgrims raske Systersønner, af hvilke dog ikke mindre end fire faldt for hans Haand. Efter tre Aars Ophold paa Grønland slap han heldigt tilbage til Norge med Stof, og Kong Olaf skal i Førstningen ej have været ham synderlig blid, først fordi han troede at han ej havde udført sit Ærende rigtigt, men kun pralede deraf, dernæst, efter at have erfaret Sagens rette Sammenhæng, fordi han fandt at Thormod havde udstrakt sin Hevn altfor vidt, og dræbt altfor mange Mennesker. Dog gav han ham omsider Ret, og Thormod var fra nu af hans uadskillelige Tilhænger[1]. Dette er alt, hvad der fortælles om Olafs Forhold til Grønland. At Landet virkelig paa en Maade blev afhængigt af Norge, kan man vel neppe betvivle, om end denne Afhængighed endnu var svag og kun havde lidet at betyde. I fuldkommen Afhængighed kom det, som vi i det følgende ville see, først under Kong Haakon Haakonssøn herved 1260.
Olafs herskesyge Planer med Hensyn til Island mislykkedes ej alene i sig selv, men de hevnede sig ogsaa deri, at de islandske Høvdingesønners nødtvungne Ophold i Norge gav Anledning til store Ubehageligheder for ham, ja udsatte ham endog for at paadrage sig alle de mægtige Arnungers Fiendskab. Thorodd Snorressøn, Stein Skaftessøn og Egil Sidu-Hallssøn maatte ledsage Kongen til Nidaros og opholde sig hos ham om Vintren; Dette var i den anden Vinter, de saaledes havde tilbragt borte fra Hjemmet som Gisler, og især vare de to første meget utaalmodige herover. Stein Skaftessøn, en smuk Mand, dygtig i alskens Idrætter, en god Skald og meget overmodig, klagede baade i Vers og i almindelig Tale over Kongens Adfærd, og saa vel han, som Thorodd ytrede, at
- ↑ Se om alt dette Fostbrødresaga.
