Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/743

717

Thore Hunds Frafald.

Bjarkø. Men Finn lod sig ikke afspise hermed, satte Spydsodden for Brystet paa Thore, og sagde at han strax skulde komme frem med Smykket. Da tog Thore det af sin Hals, og rakte Finn det: han havde saaledes hidtil kun søgt Udflugter. Thore gik nu bort, og ombord paa sit Skib, men Finn fulgte ham med mange Folk, og begyndte at undersøge Rummene. Seet ved Masten nedenunder Dækket saa de to uhyre store Tønder. Finn spurgte hvad der var i dem. Thore svarede at det var Drikkevarer. „Hvorfor giver du os da ikke noget at drikke“, spurgte Finn, „saa stort Forraad som du har?“ Thore bød en af sine Mænd at tappe noget ud af dem; det skede, og Drikken blev befunden at være meget god. Nu forlangte Finn, at Thore skulde udrede Pengene. Thore, som imidlertid havde gaaet frem og tilbage paa Skibet, og talt snart med en, snart med en anden, bad Finn gaa op paa Land, saa skulde han betale der. Finn føjede ham heri og Thore begyndte nu at udbetale Pengene i Sølv, Først kom han frem med en Pung, hvori der var 10 Merker vejede, derpaa med mange Knytter, af hvilke nogle indeholdt en Mark, andre en halv, ja flere endog kun nogle Ører. Dette, sagde han, var Penge, som forskjellige Folk havde laant ham, da hans egne Rejsepenge allerede vare opbrugte. Han gik ud paa Skibet igjen, og vendte atter tilbage med en Deel mindre Summer, som han saaledes efterhaanden udbetalte i Smaat. Dette medtog lang Tid, og det lakkede allerede mod Aftenen. Man var imidlertid bleven færdig med Forhandlingerne paa Thinget, og de fleste havde allerede begivet sig bort. Finn saa, at den ham omgivende Hob blev tyndere og tyndere. Flere spurgte ham, om han nu ikke snart; var færdig, og bad ham skynde sig. Men endnu var ikke Trediedelen af Pengene betalt. „Det gaar seent med Udbetalingen, Thore“, sagde Finn, „og jeg seer, den.gaar dig meget nær; jeg skal derfor lade dig slippe nu for denne Gang, saa kan du betale Kongen selv Resten“. Med disse Ord stod Finn op for at gaa bort. „Det er mig kjært, Finn, at vi skilles ad“, svarede Thore, „og jeg har den bedste Vine in at vante denne Gjeld saaledes at hverken du eller. Kongen skal synes at have faaet for lidet“. Finn gik nu til sit Skib og sejlede efter den øvrige Flaade, men Thore blev seent færdige førend han kom ud af Havnen. Da Sejlet var oppe paa hans Skib, holdt han ud paa Vestfjorden og siden ud til Havs, fortsættende Vejen sydefter langs Kysten saaledes, at kun den øverste Deel af Fjeldene syntes over Vandet, ja stundom endog Toppene selv skjultes. Da han kom syd til Englandshavet eller Nordsøen, satte han lige over til England, hvor han siden begav sig til Kong Knut, der tog meget godt imod ham. Det viste sig da, at Thore havde en Mængde Løsøre, og at han var i Besiddelse af alt, hvad saavel han, som Karle og Gunnstein havde vundet i Bjarmeland. I de store Tønder var der dobbelt Bund; kun det ubetydelige Rum mellem Bundene indeholdt Drikke, for øvrigt vare Tønderne fyldte med Graaskind,