hvori Æstrid fik den Befaling, ufortøvet at efterkomme, hvad Ulf forlangte. Han skal nu have forlangt, at hun skulde egte ham, hvilket hun heller ikke vovede at negte. Paa denne Maade, siges der, „tilsneg han sig dette Egteskab, og begav sig siden af Frygt for Knuts Hevn over til Sverige, hvor han gjorde fælles Sag med Rigets Fiender, og foreslog Anund og Olaf at angribe, hiin Skaane til Lands, denne Sjæland til Vands, idet han ogsaa selv kom med en Flaade fra Sverige. Men Bonden Haakon af Stangeby, Kongens tro Tilhænger, skal have skyndt sig over til England, og underrettet Knut om den truende Fare, hvorfor Kongen lønnede K ham med tvende Bols Jord i Skaane[1]“. Hvad der her fortælles om Ulfs Giftermaal med Æstrid er baade i og for sig usandsynligt, og strider desuden mod Tidsregningen, da vi have seet, at Ulf allerede maa have været gift før 10l8, i hvilket Aar hans Søn Sven efter al Sandsynlighed var sød. Men man erfarer dog ogsaa heraf,fat Ulf ved et forfalsket eller idetmindste i svigagtig Hensigt erhvervet Brev tilvendte sig Herredømmet i Danmark. Det var maaskee ikke udelukkende Herskesyge, der bestemte Ulf til denne Handling. At Høvdingerne i Danmark vare misfornøjede med Knuts Fraværelse, saaledes som han selv sagde paa Viborg Thing, uden at de tilstedeværende modsagde ham, kan neppe betvivles. Knut havde gjort England til sit fornemste Land, og Erobringen af England, for hvilken Danerne havde ofret Liv og Blod, havde saaledes kun baaret.den Frugt, at Danmark var England underdanigt, ikke omvendt[2]. Ulf, Styrbjørns og Thyres Sønnesøn, havde desuden ej alene nedarvede Fordringer paa Danmarks Trone, men som Herre til Jomsborg og som misfornøjet Tronprætendent var han selvskreven Repræsentant for det national-danske Parti, hvis Tilværelse lige siden Gorm den gamles og Harald Gormssøns Tid er umiskjendelig, hvis Kjerne engang dannedes af Jomsvikingerne, eller rettere af de skaanske og bornholmske Høvdinge-Ætter, og som altid synes at have staaet i en, snart sterkere, snart svagere, Opposition mod de reen-nordiske eller nordisk-danske Konger af Lodbroks Æt, undtagen naar de, som Tilfældet var med Harald Gormssøn, selv søgte sin Støtte idet nationale Parti[3]. At Ulf Jarl under disse Omstændigheder indlod sig i Forbindelse med de forbundne Konger, af hvilke Sviakongen endog var nær beslægtet med ham, er saa rimeligt, at vi endog maatte antage det, om det end ikke udtrykkeligen berettedes af Saxo og bekræftedes af de engelske Annalister, der synes at have faaet baade denne og andre Beretninger om Begivenhederne under Kong Knuts Regjering
Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/752
Denne siden er korrekturlest
726
Olaf Haraldssøn.
