tilendebragt. Sighvat, der gjerne vilde hjem, henvendte sig personligt til Knut om Tilladelse dertil: det varede en Tid, inden han blev indladt, men Knut negtede ham dog ikke Tilladelsen. Ved at see Knuts store Udrustninger dulgte han ikke sine bange Anelser om at de vilde bringe Olaf Fare, maaskee Død, og han kvad endog om at Haakon Jarl heller burde see til at forlige Olaf med de gamle Bønder, end opirre Gemytterne endnu mere. Det synes imidlertid, som om Sighvat ikke kom afsted fra England, førend samtidigt med Knut, eller endog efter hans Afrejse, thi uagtet det heder, at han strax ved sin Ankomst til Norge opsøgte Kong Olaf, traf han ham dog ikke, førend efter at han var vendt tilbage fra Toget til Danmark. Sighvat har derfor sandsynligviis gjort Følge med Knut paa Rejsen fra England, og den Beskrivelse, han har givet over hans Fart, er derfor saa meget mere paalidelig. „Vestenfra“, siger han, „skred det prægtige Skib, som bar Ædhelreds Overvinder; gunstig Medbør fyldte de blaa Sejl paa Fyrsternes Drager ved Raaen, og da Kjølerne kom vestenfra; styrede de over de brusende Bølger til Limfjorden“[1]. Her laa ogsaa Ulf Jarl og Hardeknut, men, som man af Beretningen kan see, paa et andet Sted end det, hvor Knut landede. Det synes som om Ulf hidtil nærede et Haab om, at den Hær, han havde samlet, eller i det mindste en stor Deel deraf, vilde forblive hos ham; i dette Haab lod han gjennem Dronning Emma, der ledsagede sin Mand, aabne Underhandlinger med Knut i Hardeknuts Navn, og tilbyde Bøder, hvis der var skeet noget som mishagede Kongen. Men Knut svarede, at han vidste altfor vel, at det ej var Barnet Hardeknut, til hvem han her havde at holde sig, og fordrede først og fremst en ubetinget Underkastelse. Og ved Efterretningen om Knuts Ankomst flokkede hele den samlede danske Hær sig til ham, saa at Ulf og hans Tilhængere stode alene. Da saa Jarlen ingen anden Udvej, end enten at overgive sig paa Naade og Unaade, eller at forlade Landet. Dette vilde han nødigt, og lod derfor efter alles eenstemmige Raad Hardeknut rejse til sin Fader Knut for ledt falde ham til Fode og bede ham om Tilgivelse. Med Hardeknut sendte han sin egen Søn Sven, der var af samme Alder, for hos sin Morbroder Kongen at bede om Naade for sin Fader og tilbyde sig selv som Gissel paa hans Vegne. Da Hardeknut havde kastet sig for Knuts Fødder og lagt det kongelige Segl paa hans Knæ som Tegn paa, at han frasagde sig Kongenavnet, tilgav Knut ham, tog ham ved Haanden, og fatte ham i det samme Sæde, han forhen havde indtaget. Men Ulf Jarl lod han hilse, at han først skulde samle en Hær og Skibe, og bringe ham dem, saa kunde man siden nærmere tale om Forlig. Jarlen gav sig ogsaa strax i Færd dermed. Det synes noget uforsigtigt af Knut, at han, efter hvad der havde fundet
- ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 142, 143, 157, Snorre, Cap. 156, 157, 170.
