Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/76

Denne siden er korrekturlest
50
Harald Graafeld.

dog ej være nogen Tvivl om, at den i Hovedsagen har fundet Sted paa den her fortalte Maade. Thi samtidige Vidnesbyrd bekræfte Beretningens Sandhed. Den forhen omtalte islandske Skald Glum Geirssøn, Harald Graafelds Hirdskald, nævner udtrykkeligt i sin „Graafeldsdraape“, hvorledes Harald opmuntrede sine Mænd til Striden, hvorledes han selv kæmpede tappert, og lod sit Liv paa Limfjordens smidige Strandbred (hvorved det altsaa bekræftes, at Slaget holdtes til Lands), og endelig at det var den

    skulde Haakon Jarl være kommen til Danmark, fordi Harald Graafeld og Gunnhild Kongemoder ikke lode ham faa hele det Len, han ansaa sig berettiget til efter sin Fader, nemlig fire Fylker; han vilde ej nøje sig med en Deel deraf, og begav sig derfor med 10 Skibe fra Norge paa Vikingetog, men opholdt sig om Vinteren hos Harald Gormssøn, som indbød ham til sig med 100 Mand. Med et lignende Antal Folk skulde Harald Gormssøn ogsaa have indbudt Guldharald, om hvis Arvefordring paa Riget der her ej er nogen Tale. Ved et Gilde skulde Haakon Jarl have sagt, at Harald Gormssøn ikke, som man paastod, var den ypperste Konge i Norden; dette kom for Kongens Øren, han bad Haakon at forklare hvad han meente dermed, og denne sagde at det var et Skaar i hans Anseelse, at Harald Graafeld længe havde siddet inde med de Skatter, han skyldte ham. Harald erkjendte dette, men fordrede at Haakon skulde sinde paa et Raad mod Harald Graafeld. Haakon raadede nu til at lokke ham ned til Danmark under Venskabs Maske, og at Kongen, for at gjøre ham desmere godtroende, skulde tilkjendegive sin Hensigt at ville fri til hans Moder Gunnhild, der endnu var temmelig giftelysten; naar Harald kom ned, skulde Guldharald og Haakon overfalde og dræbe ham, imod at faa hver sin Halvdeel af Norge som Skatland under Danmark. Ogsaa Guldharald erklærede sig villig til at deeltage heri, og der sendtes Bud til Harald Graafeld og Gunnhild saaledes som Haakon Jarl havde foreslaaet. Gunnhild raadede Harald til strax at rejse, og han drog afsted med 2 Skibe og 400 Mand. Guldharald og Haakon Jarl havde imidlertid ved Danekongens Hjelp samlet en Styrke paa 60 Skibe, og traf Harald ved Hals; men da Angrebet skulde ske, sagde Haakon at det var unødvendigt at kæmpe mod Harald Graafeld med saa stor Overmagt, og at han deels selv for Slægtskabs Skyld havde Betænkeligheder ved at kæmpe mod ham, deels helst vilde unde Guldharald Æren for Sejren. Guldharald angreb derfor alene med 30 Skibes Harald advarede ham, men forgjæves, og faldt i Kampen. Derpaa roede Haakon til, og gav Guldharalds Mænd Valget, enten de vilde stride med ham, eller udlevere deres Herres de valgte det sidste, og Guldharald blev hængt. – Usandsynligheden af denne Beretning, i Sammenligning med den ovenfor anførte, er iøjnefaldende. Dog synes Ágrip for saa vidt at slutte sig dertil, som de Ord, det lægger Harald Graafeld i Munden ved Guldharalds Angreb, næsten ere aldeles de samme, som dem, Jomsvikingasaga lader ham sige. Det er ogsaa Jomsvikingasaga, som taler udførligt om Guldharalds Guld; Fagrskinna har noget derom, og synes for saavidt at have kjendt dens Beretnings at den ej forøvrigt følger den, vidner om at Fagrskinnas Nedskriver har fundet den usandsynlig. Ogsaa Odd Munks Olaf Tr. Saga nævner lidt om Guldharalds Guld, men den er endnu mindre paalidelig end Jomsvikingasaga.