Da Kong Knut hørte, at Olaf havde taget Vejen til Lands hjem til Norge, hævede han Ledingen, og gav alle sine Mænd Tilladelse til at adsprede sig i Vinterkvarterer, idet han selv drog tilbage til England for at foretage nye Udrustninger[1]. Dog forbleve de enkelte Tropper, han allerede havde medbragt, i Danmark; de bestode især af Englændere, tildeels ogsaa af Nordmænd og Folk fra andre Lande. Af de norske Høvdinger, der havde deeltaget i Toget med ham, vendte Erling Skjalgssøn om Høsten tilbage til Norge, og fik ved Afskeden store Gaver af ham. Thore Hund forblev hos Knut. Med Erling fulgte ogsaa nogle Sendebud fra Knut, der havde en Mængde Penge og Kostbarheder hos nu, og rejste om Vintren vidt og bredt gjennem Landet for at uddele Gaver i Knuts Navn, og ved slige Bestikkelser skaffe ham flere Tilhængere i Norge. De foretoge sine Rejser under Erling Skjalgssøns mægtige Beskyttelse, hvilket viser, at deres Virksomhed især maa have omfattet den vestlige Deel af Landet. De havde alt for god Fremgang, thi en Mængde lod sig ved deres fristende Gaver og Tilbud forføre til Frafald fra Olaf, og til at love Knut deres Hengivenhed og Tjeneste[2]. Nogle gjorde det aldeles aabenlyst; de fleste holdt det endnu hem-
- ↑ Dette siges udtrykkeligt i Fagrskinna, Cap. 103, saa vel som i de engelske Annaler, se ovf. S. 685; efter Olaf den hell. Saga forbliver Knut Vintren over i Danmark, hvilket neppe er rigtigt.
- ↑ Olaf den hell. Saga, Cap. 158. Snorre, Cap. 171. Om Knuts Bestikkelser tales der paa mange Steder, nemlig i den leg. Saga, Cap. 68; Fagrsk. Cap. 103; Ágrip, Cap. 23; Thjodrek, Cap. 16; Saxo, S. 520, Florents af Worcester, Mon. hist. Br. I. S. 595, Legenderne hos Langebek, Scr. rer. Dan. II. 532, 533, 541, 543. Som haandgribeligt Beviis paa Knuts Bestikkelser i Norge, især hvor Erling Skjalgssøn havde meest at sige, kan man vel ogsaa ansee de 1500 Stykker Sølvmynter, der i 1836 bleve fundne indlagte under en stor Steen nær ved Ekersund (Eikundasund), af hvilke ingen er yngre end Knut, og de fleste ere engelske Mynter med Knuts og Ædhelreds Præg (se Urda, I. S. 329). Man maa vel her, som det sammesteds antydes, nærmest tænke paa Knuts eget Ophold, i Eikundasund 1028, men det synes dog, som om der da var mindre Grund til at skjule eller nedgrave Pengene, end tidligere, da Bestikkelserne endnu dreves hemmeligt. Forskjellen i Tid gjør dog kun lidet til Sagen, thi i alle Fald maa Pengene have været nedlagte i 1028 eller sidst i 1027.
adsplittes, men desuagtet senere forlade Skibene i Barvik og derfra drage over Østergøtland, Smaaland og Vestergøtland til Viken. Den leg. Saga nævner ikke Kalmar, men lader dog Olaf fra „Bardvik“ begive sig, som det i den ældste Kodex heder, „gjennem Gautland, Smaaland og derpaa det vestre (Gautland) ned i Viken“. Herefter skulde det altsaa virkelig synes, som om Bardvik laa østenfor Kalmar, men det kan umuligt forliges med de øvrige Beretninger om Kongens Rejse, allermindst med den, at begge Konger endnu samme Dag, da de forlode Helgeaa, om Aftenen skulde have naaet Barvik.
