Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/770

Denne siden er korrekturlest
744
Olav Haraldssøn.

merne; Dag derimod, at han, ved ret at betragte en Mand, skulde kunne skjønne hans Dyder og Lyder. Kongen bad ham til en Prøve at fortælle ham hans egne Lyder, og da Dag nævnte dem, sagde han at han havde Ret. Han bad ham nu at sige sin Mening om Bjørn. Dag sagde at han var en Tyv, og at det ikke var nogen anden end ham, der havde begaaet alle hine Tyverie-r den forrige Hest: til Beviis vilde man endnu paa Bjørns Gaard kunne finde de stjaalne Dyrs Been, Horn og Huder. Da Kongen efter de tre Dages Forløb forlod Raads Gaard, fik han ved Afskeden store Vennegaver, og Raads Sønner fulgte med ham. Han lod strax anstille Undersøgelser paa Bjørns Gaard, og Levningerne af de stjaalne Dyr bleve ganske rigtigt fundne. For Dronningens Skyld lod Kongen Bjørn slippe derfra med Livet, men han jog ham ud af Landet[1].

Paa Hedemarken havde den unge Thore, en Syn af Ølve paa Egg, Stifsøn af Kalf Arnessøn og Systersøn af Thore Hund, nys nedsat sig. Han havde nemlig gjort et godt og rigt Giftermaal, og derved erhvervet Besiddelser der i Egnen. Han var stor, sterk og smuk, meget vennesæl, og betragtedes allerede sytti en vordende Høvding. Ogsaa han indved Kongen til sig med hele hans Følge, og Kongen modtog Indbydelsen. Gildet var meget herligt, og paa Gaarden fandtes saa megen Pragt og Rigdom, at Kongen og hans Mænd ikke vidste hvad de meest skulde beundre, Husebygningerne, Bohavet, Bordtøjet, Bevertningen eller Verten selv. Ogsaa til Dag udtalte Kongen sin Beundring. Dag sandede Kongens Ord, men svarede dog noget undvigende. Kongen, fem nu oftere havde havt Anledning til at sætte Dags dybe Menneskekundskab paa Prøve, og havde fattet den største Tillid til ham, bad ham at udtale sig bestemtere, og sige, hvad han havde at udsætte paa Thore. Dag svarede at han nok skulde sige det, hvis Kongen ogsaa vilde overlade vaiet at bestemme Straffen for Thores Fejl. Derpaa vilde Kongen ikke indlade sig, da han, som han sagde, ej vilde henskyde sine Domme rinder andre; men fordrede dog at Dag skulde besvare hans Spørgsmaal. „Dyrt er Drottens Ord“, svarede Dag; „jeg faar da ud med Sproget: det gaar Thore som saa mange, at han er alt for begjærlig efter Gods“. „Er han da Tyv eller Ransmand“, spurgte Kongen. „Ingen af Delene“, svarede Dag. „Hvad er da paafærde med ham“, spurgte Kongen. „Han har“, sagde Dag, „for at faa Gods og Guld lovet at svige sin Herre, idet han har modtaget Bestikkelser af Kong Knut for at staa dig efter Livet“. „Hvorledes kan du bevise det“, sagde Kongen. „Han bærer en diger Guldring paa Armen“, sagde Dag; „den har han faaet af Knut,

  1. Olaf den hell. Saga, Cap. 159, 160, Snorre, Cap. 173, 174. I Flatøbogen staar der en vidtløftig Fortælling om Kongens Besøg hos Rand, der og kaldes Raudulf eller Ulf, om hans Drømmeudtydninger og underlige Kunster (Fornm. S. V, 1) men den bærer Præget af at nære senere udsmykket.