Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/771

745

Thore og Grjotgard Ølvessønners Drab.

og derfor lader han ingen see den“. Kongen blev, som man let kan forestille sig, meget harmfuld herover, skjønt det rigtignok maatte være noget, han kunde vente, at Thore, hvis Fader han havde ladet dræbe, og som dertil var en Systersøn af Thore Hund og Fætter af Aasbjørn Selsbane, ej kunde være ham god. Da han siden sad til Bords, og alle vare luftige efter at Bægerne flittigt havde gaaet rundt, kaldte Olaf Thore til sig, der gik om og saa sine Gjester til Gode. Thore stillede sig foran Kongen og lagde Hænderne paa Bordet. Kongen spurgte ham, hvor gammel han var. „Atten Aar“, svarede Thore. „Du er en stor og drabelig Mand, til at være saa ung“, sagde Kongen, idet han tog hans højre Arm og strøg den med sin Haand op mod Albuen. „Tag varligt“, sagde Thore, „thi jeg har en Byld paa Armen“. Kongen følte at der var noget haardt under, og sagde: „veed du da ikke, at jeg forstaar mig paa Lægekunsten? lad mig see Bylden“. Thore, som saa at det ej nyttede længer at skjule Ringen, tog den frem. „Har du faaet den fra Kong Knut“, spurgte Kongen. Thore kunde ikke negte det. Kongen lod ham strax gribe og sætte i Jærn. Da traadte hans Stiffader Kalf Arnessøn frem, bade om Fred for ham og tilbød Pengebod paa hans Vegne. Mange andre bade ligeledes for ham og tilbøde sit Gods. Men Kongen var saa vred, at det ej nyttede at tale til ham. Thore, sagde han, skal have slig Dom, som han tiltænkte mig. Siden lod han ham dræbe. Saa vel fortjent, som denne Straf var, saa uforsigtigt var det dog af Kongen, netop paa denne Tid, da hans Magt stod paa saa svage Fødder, at lade den fuldbyrde i dens hele Strenghed. Thi dette vakte den største Uvilje saavel paa Oplandene, som især i Throndhjem, hvor Thore havde sine fleste Frænder. Ogsaa Kalf Arnessøn, som allerede forud ikke bar Kongen god, blev ham nu end mere fiendsk, thi han holdt meget af Thore, som han selv havde opdraget. Thores Drab drog ogsaa strax flere efter sig. Hans ældre Broder Grjotgard, ligeledes en dygtig og drabelig Mand, opholdt sig just paa Hedemarken, omgiven af en betydelig Skare. Saa snart han hørte at Thore var dræbt, begyndte han aabenbar Fejde mod Kongen, idet han angreb hans Mænd og herjede hans Ejendomme, hvor han fandt dem. Han tog ofte sit Tilhold i Skovene eller andre Skjulesteder. Da Kongen hørte om denne Ufred, lod han Grjotgards Bevægelser udspejde, og erfarede endelig engang, at han havde taget Natteleje i Nærheden af det Sted, hvor Kongen selv opholdt sig. Olaf drog strax om Natten derhen med sine Mænd, kom did i Dagningen, og lod Huset, hvori Grjotgard og hans Følge befandt sig, omringe. De vaagnede ved Larmen og grebe til sine Vaaben. Grjotgard løb ud i Forstuen og spurgte, hvo Angriberen var. Det blev ham sagt, at det var Kongen selv. Da spurgte han, om Kongen kunde høre, hvad han sagde. Kongen, der stod foran Døren, bad Grjotgard sige, hvad han vilde, da han godt kunde høre hans Ord.