skal det have været her, efter en anden noget tidligere, at Olaf fik fat paa tre.af Knuts Agenter, der rejste om for at bestikke Lendermændene. Hans Mænd, navnligen Ragnvald Brusessøn, skal have bedet ham tage Pengene fra dem og dræbe dem, men Olaf skal have ladet dem fare i Fred med de merkelige Ord: „jeg erkjender selv, at jeg i mangt og meget har styret dette Rige med Haardhed og Voldsomhed, og ikke med Ret; vi lode refse de Forbrydelser, der skede mod Guds Lov, men hvad der nu er skeet mod os,
under hans Banner ved Stiklestad. Saaledes erfarer man af den historiske Saga, at Dag Ringssøn først stødte til Olaf efter hans Tilbagekomst fra Rusland. Rigtignok lader den legendariske Saga (Cap. 80 og 86) Dag ledsage Olaf fra Rusland til Sverige, men i alle Fald kan han og Faderen ej have sluttet sig til Olaf, førend efter at denne var kommen ind i Vermeland eller Gautland, hvor de siden Rings Forjagelse 1017 opholdt sig. Derfor tilføjer Flatøbogen „á Gautlandi“. At Ring selv fulgte ham, er ellers usandsynligt, og man maa formode at den ældste Afskriver har læst Dagr Ringr i Stedet for Dagr Ringssun; der var heller ikke nogen Rimelighed i at sætte Sønnens Navn foran Faderens. Ved Gudrød og Halfdan, hvilke Flatøbogen udelader, forstaar den legendariske Saga vistnok Guthorm og Halfdan,Olafs Halvbrødre, men det forholder sig neppe saa, at de fulgte ham; i alle Fald have de vist ikke fulgt ham længer end til den svenske Grændse. Thorleiferne ere, som man af Flatøbogen seer, de to forhen nævnte; at de virkelig ledsagede Olaf, saavel her, som tidligere i Valdalen, er rimeligt nok. Man kjender for Resten ikke videre til dem, lige saa lidt som til Islændingerne Einar og Thord, der nævnes baade i Flatøbogen og den legendariske Sagas tvende Haandskrifter. Aaslak og Helge, som kun nævnes i de legendariske Sagaers Liste, kjendes ikke, med mindre Aaslak skulde være den samme, som den legendariske Saga siden i Cap. 86 omtaler under Navnet Aaslak af Fitje, hvilken dog igjen synes at være den samme som Aaslak Fitjaskalle, og da denne allerede var dræbt ved Borgund, er hans Nævnelse her følgelig urigtig. At Finn Haarekssøn, skjønt hans Fader stod paa Oprørernes Parti, dog fulgte Olaf, er i sig selv ikke usandsynligere end at Kalf Arnessøn stod paa hines, men hans Brødre paa Kongens Side. Finn maa have været i Sverige eller have haft Forbindelser, ja maaskee endog nedsat sig der, da vi siden erfare, at hans Søn Haakons Datter Ulfhild blev gift først med den danske Konge Nikolaus, siden med den svenske Konge Inge Hallsteinssøn, (denne Konge burde for øvrigt være omvendt) og endelig med den svenske Konge Sverke Kolssøn. (Fagrskinna, Cap. 145, Snorre, Harald Sigurdssøns Saga, Cap. 102). Navnet Ulfhild tyder paa en Opkaldelse efter Olafs Æt, og saaledes paa et venskabeligt Forhold til denne. Finn havde desuden Frænder i Sverige, da Eyvind Skaldespilders Broderdatter, og følgelig Haareks Syskendebarn Aastrid, var gift med Ragnvald gamle, og maaskee siden med Kong Emund gamle, samt Moder til Steinkell, der siden blev Konge i Sverige. (Olaf den helliges Saga, Cap. 1). Egil Hallssøns og Toves Navne ere hentede fra Legenden om disse to Mænd, se ovenfor S. 737. Thord digre, Einars Systersøn, omtales ej andensteds. Thorstein Ragnhildssøn forekommer i den legendariske Beretning om Thorarin Nefjulfssøn, Fornm. S. V. 315. Gissur Gullbraa, Hovgardarevs Fostersøn, omtales siden i den historiske Saga som Deeltager i Stiklestadslaget, hvor han faldt. I den legendariske Saga Cap. 85, 91), kaldes han Gissur svarte. Denne nævnes igjen i den historiske Saga, Cap. 70, 71, 72, som en af Skal-
