Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/791

765

Kalf Arnessøn hylder Haakon og Knut. Knuts tomme Løfter.

Borgund og Skottet, og var dragen Jarlen i Møde, hvilken tog meget godt imod dem. Kalf fulgte Jarlen nord til Throndhjem. Jarlen indbød ham til sig og foreslog ham at blive hans haandgangne Mand. Men den forsigtige Kalf sagde at han først vilde see til sin Gaard Egg og derpaa nærmere sige Svar. Han havde ikke været hjemme siden sine Stifsønners Død, og han fandt derfor sin Hustru Sigrid meget forbitret. Hun bebrejdede ham nemlig, at han havde kunnet see paa deres Drab, uden at hindre det. Kalf sagde at han havde budt Pengebod for Thore, og at hans egen Broder Arnbjørn var falden for Grjotgards Haand. Hun sagde at dette var meget heldigt, thi maaskee han derved vilde lade sig bevæge til at tage Hevn over Kongen, om han ej vilde gjøre det før hendes Skyld. Disse og lignende Opeggelser og Overtalelser fra hendes Side bragte ham omsider til at love, at han vilde gaa Jarlen til Haande, hvis denne vilde forøge hans Vejtsler. Han var altsaa dog en Stund tvivlraadig, hvad han skulde gjøre, dog neppe faa meget for Olafs, som for sine Brødres Skyld, thi han vidste at disse i Lykke og Ulykke vare Kongen tro, og at det derfor ej var usandsynligt, at han som Jarlens Lendermand engang kunde komme til at staa lige over for dem i Kampen som deres Fiende. Men hvad Betænkeligheder han end havde, saa bleve de dog nu overvundne, og Sigrid sendte strax Bud til Jarlen for at underrette ham derom. Jarlen lod nu Kalf indbyde til sig i Nidaros, og Kalf lod sig det være magtpaaliggende at komme saa snart som muligt. Jarlen modtog ham med aabne Arme, og de kom snart overeens med hinanden. Kalf gik Jarlen til Haande, og fik til Gjengjeld saa store Vejtsler, at han som forhen blev den egentlige Høvding over Indre Throndhjem. Derpaa vendte han tilbage til sin Gaard, men sejlede om Vaaren over til England, for at gjøre sin Opvartning hos Kong Knut, hvis Rejse til England han havde erfaret. Man maa formode, at Knut har givet Haakon den Befaling, at lade Kalf komme til ham, for det Tilfælde, der let var at forudsee, at han meldte sig som aabenbar Tilhænger af Jarlens Parti. Thi Knut, fortælles der, modtog Kalf paa det venskabeligste, overlagde mangt og meget med ham, og bad ham stille sig i Spidsen for en Rejsning mod Kong Olaf, hvis denne søgte tilbage i Landet. Uden virksom Bistand af den mægtige Kalf, Indthrøndernes Høvding, var der neppe heller at tænke paa, at man skulde kunne gjøre Olaf nogen Modstand. For end mere at sikre sig Kalf, tilbød Knut ham, ligesom Einar Thambarskelve, men i endnu bestemtere Udtryk, Jarletitel og Statholderskabet over Norge. „Thi“, sagde han, „min Systersøn Haakon Jarl er saa samvittighedsfuld, at han, som jeg frygter, neppe vil skyde, om det end kun var et Skaft, mod Kong Olaf, hvis de mødes, og derfor anseer jeg det bedst at kalde ham tilbage til mig“. Kalf, der endnu ikke havde lært Knuts Gavmildhed paa tomme Løfter at kjende, fandt den fyrstelige Jarleværdighed heel tillokkende, og lo-