skab ikke egentlig tilhørte Jaroslav, om han end gjorde Fordring derpaa, men at det først skulde erobres[1]. Olafs Mænd fraraadte ham ogsaa ganske at befatte sig dermed. Deres eneste Hu stod til at komme tilbage til deres Hjem, og de opfordrede ham stedse til at forsøge paa at gjenvinde Norge. Stundom talte Kongen om at ville nedlægge Kongeværdigheden og rejse til Jerusalem eller andre hellige Steder, og der gaa i Kloster. Men Længselen efter Norge var dog ikke mindre sterk hos ham, end hos hans Mænd. „Den Tanke kom“, heder det, „oftest i hans Sind, at overveje, om eder ej skulde kunne gives nogen Lejlighed for ham til at vinde sit Rige i Norge tilbage. Dog kunde han her ikke dølge for sig selv, at efter at alt var gaaet let og glat for ham i de første ti Aar af hans Kongedømme, havde han siden den Tid kun mødt Vanskeligheder og Ubehageligheder, saa at det nu lod til at Lykken havde slaaet Haanden af ham. Han var derfor meget tvivlraadig,e om han turde stole saa meget paa Lykken, at han med en ubetydelig Styrke skulde vove sig midt iblandt sine Fiender. I den Uro og Uvished, som saaledes trykkede ’hans Sind, søgte han oftest sin Trøst ved Bønner til Gud om at han vilde oplade hans Øjne for hvad der var ham tjenligst“. Hans Liv under Opholdet i Rusland var derfor i det hele taget meest helliget Religionsøvelser og stille Betragtninger, og det lader til, at han allerede her, i levende Live, fik Ry for at være en hellig Mand, der af Guds særegne Naade endog kunde gjøre Undergjerninger. Blandt de Legender, der senere, efter at han var anerkjendt som Helgen, plejede at oplæses om ham, er der ogsaa et Par fra hans Ophold i Rusland. Den ene af disse skildrer hans Strenghed i Helligdagens Overholdelse. Hans Sind, siges det her, var saa fuldt af Bekymringer, at han ikke engang lagde Merke til, hvorledes Tiden led, og saaledes traf det sig, at han engang sad med sin Kniv og telgede paa et Stykke Træ, uden at erindre at det var Søndag. Skutelsvenden, der stod hos ham, gjorde ham opmerksom derpaa ved at sige: „imorgen er det Mandag, Herre“. Da Kongen hørte disse Ord, forstod han strax Meningen, og at han havde begaaet Helligbrøde; og for at straffe sig selv samlede han de Spaaner, han havde telget af, lagde dem i sin Haand, stak Ild paa dem, og lod dem brænde indtil de vare fortærede. En anden Legende lader ham helbrede en liden Dreng for en Halsbyld ved at lægge Hænderne paa den og dertil give ham Brødsmuler, som han havde lagt i Kors i sin Haand, at spise. Da Olaf, som man af hans egne Ord til Thore Ølvessøn erfarer, stundom befattede sig med Lægekunsten, er det heel sandsynligt, at en virkelig
- ↑ Det er nemlig af de russiske Annaler temmelig klart, at Russerne den længste Tid stode i fiendtligt Forhold til Bulgarien, og oftere angrebe deres Stad, som endog erobredes af Storfyrst Andreas Jurjevish 1164 og Vsevolod Jurjevitsh 1183. Karamsin II. 255. II. 51.
