Danekongen vendte nu tilbage til Danmark med sin Hær, men Haakon Jarl drog med den Styrke, der var stillet til hans Raadighed, langs Kysten vest- og nordefter, for at underkaste sig det ham tildeelte Len. Da Gunnhild og hendes to endnu levende Sønner, Ragnfred og Gudrød, erfore hvad der havde tildraget sig, søgte de at samle en Hær, men kun faa Folk adløde deres Opbud, og de saa derfor ingen anden Udvej for det første, end at ty over til deres gamle Tilflugtssted, Orknøerne, med dem, der vilde følge dem. Imidlertid underkastede Haakon sig alle de nævnte Fylker, og kunde tilbringe den følgende Vinter (965–966) roligt i Throndhjem. Om Gunnhilds senere Skjæbne og Endeligt indeholde de paalidelige Oldskrifter, vi forøvrigt have fulgt, ikke andet, end at hun, som det synes, begav sig til sin Søn Ragnfred, da denne om Høsten 966 (se nedenfor S. 60) havde sat sig fast i Norge, og efter Nederlaget ved Dingenes atter flygtede vestover Havet. Det sandsynligste er derfor, at hun er død paa Orknøerne. Derimod beretter den romantiske og lidet troværdige Jomsvikingasaga, strax efter hiin ovenfor omtalte Fortælling om Haakons Forlig med Danekongen, at Haakon Jarl allerede i Danmark skiltes fra Harald, at han paa egen Haand drog hjem til Norge, begav sig til Gunnhild, roste sig af at han havde hevnet hendes Søn Harald ved at dræbe Guldharald, og bejlede til hende i Danekongens Navn, udgivende det
Død ej var meget over 33 Aar, og saaledes maa være fød henved 994; at han fødtes efter Haralds Død, at Harald altsaa maa være bleven dræbt omkring 994, og at han da, som nylig gift, ej kan have været saa gammel, kan man neppe sætte hans Fødsel sildigere end 960, og hans Forlening med endeel af Viken maa altsaa have fundet Sted senere. Men naar vi læse om Erik Jarl, at han noget efter Haakons Regjeringstiltrædelse i Norge ophøiedes til Jarl over Raumarike og Vingulmark, hvilket sidste Fylke netop var et af dem, Harald Grønske skulde have faaet; naar vi tillige se, at den paalidelige Fagrskinna, ved at omtale Haakons Forlening med det Nordenfjeldske, og Harald Gormssøns Tog til Norge (Cap. 45), aldeles undlader at omtale Harald Grønske, ligesom det og senere (Cap. 48) heder at Haakon efter at have brudt med Danekongen, herjede Viken „som da laa under Danekongen“; og da det længer henne i Snorres Olaf Tr. Saga (Cap. 58) kun heder at Harald Grønske var Konge i Vestfold, medens Fagrskinna, hvor den senere omtaler Harald, aldeles ikke nævner ham som Konge, Odd Munk (Cap. 28) kalder ham Konge paa Oplandene, (Historia Norvegiæ fol. 8. b) og Stykket om Olaf Geirstadalf i Flatøbogen (Fornm. Søgur X. 212) Konge paa Grønland: da bliver det sandsynligst, at Harald Grønske slet ikke har faaet det store Len, Snorre og Kongesagaerne omtale, eller at han i alle Fald har faaet det meget senere. Det første synes dog rimeligst, især da en Beretning om at Harald Gormssøn selv havde forbeholdt sig det omtalte Stykke, lettelig kunde henføres til Harald Grønske ved at man læste „Grønske“ istedetfor „Gormssøn“. Harald Grønske fremtræder desuden ingensteds som nogen mægtig Konge. Tvertimod indebrændes han af Sigrid Storraade som „Smaakonge“. – Se forøvrigt § 11.
