Folk i sit Distrikt, og fik en heel Mængde; andre anseede Mænd fulgte deres Exempel, og de bekjendtgjorde, at alt dette skede for at man kunde være rede til at modtage Olaf, og forsvare Landet mod ham, om han skulde komme østenfra[1].
Da Vaaren nærmede sig, men Vandene endnu vare tillagte, tiltraadte Olaf sin Rejse fra Rusland[2]. Han havde henimod 240 Mand i sit Følge. Jaroslav udrustede dem med Heste og øvrige Fornødenheder, og saavel han selv, som Dronning Ingegerd viste Olaf ved Afskeden den største Opmerksomhed. Magnus, Kongens ringe Søn, blev tilbage hos dem. Olaf drog paa Isene til Havet, og da Isen løsnede, gjorde han sine Skibe rede, og sejlede afsted. En heldig Vind førte ham over til Gotland, hvor han landede i Havnen Akrgarn paa den østlige Kyst af Øen. Gotland var Samlingssted for Handelsmænd fra alle de tre nordiske Riger, og Olaf
- ↑ Olaf den helliges Saga,Cap. 182, Snorre, Cap. 204. Den legendariske Saga, Cap. 68, 69, 92. Det er her Vargstakker, ikke Reenskindspelse, som Thore lægger sig til. Hans Ophold i Finmarken beskrives som en Landflygtighed for Olaf. Dette er videre udført i Flatøbogen (Fornm. S. V. 235), hvor Thore endog faar Pelsene af den fabelagtige Finnekonge Mattul.
- ↑ I Olaf den helliges Saga, Cap. 181, Snorre, Cap. 203, staar der at han tiltraadte sin Rejse strax efter Julen (þegar á bak jólum). Men i den legendariske Saga, Cap. 80, staar der kun „om Vintren efter Juul“, og i Fagrskinna, Cap. 10.9, ligeledes „efter Juul“, og højest om Vintren, da Isene laa. Ordet „strax“ synes derfor kun at være en senere Tilsætning. Nu er det ovenfor viist, at Haakon Jarls Forliis efter al Sandsynlighed ikke indtraf førend strax efter Juul, eller i Begyndelsen af 1030. Olaf brød ikke op fra Rusland førend efter at han var kommen til Kundskab derom; og denne Efterretning kunde dog neppe komme til ham paa kortere Tid end een Maaned i det aller mindste. Altsaa kan Olaf umuligt have forladt Jaroslav førend i Marts eller maaskee endog i April. Dette indlyser ogsaa af andre Omstændigheder. Isene i Rusland gaa sjælden op førend langt ud paa Aaret, især Nevafloden, der plejer at ligge til Begyndelsen af April: Olaf kan saaledes neppe have sat sig i Bevægelse førend henimod denne Tid. For Resten er der et Spørgsmaal, hvad Vej Olaf har taget. Hvis man antager, hvad der er det sandsynligste, at saavel Jaroslav, som han selv paa denne Tid har opholdt sig i Kijev, er det ikke rimeligt, at Olaf nu har søgt hen til Aldegjaborg, der ellers var Nordmændenes Landingsplads,“ men snarere til en Havn i den liflandske Bugt, navnlig Dünamünde (det allerede i Ragnar Lodbroks Historie bekjendte Dynumynni). Dette bestyrkes ogsaa derved, at han paa Vejen til Svithjod anløb Gotland, der ellers vilde have ligget ude af hans kurere. De Ise, Olaf rejste paa fra Kijev, have saaledes maaskee været Dnepr og derefter Dyna. Det eneste, der maatte have bevæget ham til at tage Vejen over Aldegjaborg, maatte have været, om han havde hast sine Skibe liggende der. Men da det ej lader til, at han selv ejede de Skibe, paa hvilke han satte over fra Sverige, maa man formode, at disse kun vare fragtede for Rejsen, og at han ved Hjemrejsen ligeledes fragtede Skibe i den Havn, hvorfra han satte ud.
