Da Kongen kom ned til Suul, den øverste Gaard i denne Deel af Verdalen, bed han sine Mænd at fare stille og ordentligt frem, og ikke nedtræde de Agre, der laa ved Vejen. Dette overholdtes af dem, der fulgte nærmest efter Kongen og vare under hans Øjne, men de Flokke, der kom efter, bare sig derimod meget ustyrligt ad, og traadte Agrene ned. Bonden paa Suul, Thorgeir Flekk, tog desuagtet vel imod Kongen, viste ham den største Hjelpsomhed og indbød ham til at overnatte hos ham. Kongen modtog Indbydelsen og fik af Thorgeir vide, at en stor Hær var samlet i Throndhjem, og at der i den var Lendermænd saavel søndenfra Landet, som nordenfra Haalogaland, dog vidste han ikke, om de med denne Hær vilde drage Olaf imøde, eller oppebie ham andensteds. Thorgeir klagede nu over at Kongens Mænd havde nedtraadt Ageren; Kongen beklagede det, og red hen til Ageren, der laa ganske nede mod Jorden. Da, siger Sagnet, red Kongen rundt om den og sagde derefter til Thorgeir, at Gud nok vilde bøde hans Skade, saa at Ageren om en Uges Tid vilde komme sig; og Kongens Spaadom skal være gaaet i Opfyldelse. Da Kongen den følgende Morgen drog videre, bad han Thorgeir følge med ham. Thorgeir tilbød i sit Sted sine to voxne Sønner, den ene 17, den anden 16 Aar gammel. Kongen vilde dog helst have Thorgeir selv med, og derved blev det; men desuagtet paastode Sønnerne, at de ogsaa vilde gjøre ham Følge, og det nyttede ej at Kongen fraraadte dem det. Da vilde Hirdmændene binde dem, men da Kongen saa det, sagde han at de skulde have sin Vilje, og at de nok kom tilbage igjen. Saaledes gik det ogsaa[1].
Da Kongen kom ned i den egentlige Hoveddal til Stav[2], gjorde han Holdt paa Stave-Myrene. Her fik han paalidelig Efterretning om, at Bønderne virkelig nærmede sig med en Hær, og at han derfor snart vilde faa en Kamp at bestaa. Thi da de Lendermænd, der havde samlet sig i Throndhjem, havde faaet at vide, at Olaf var kommen til Jemteland og agtede sig ned
- ↑ Olaf den hell. Saga, Cap. 190. Snorre, Cap. 214. Den leg. Saga, Cap. 83, fortæller denne Begivenhed paa en egen Maade, idet den lader det være Thormod Kolbrunarskald og hans Følge, der nedtraadte Ageren. Den tillægger ogsaa, at Thormod, der havde lovet at faste 9 Søndage, men spiist Kjød 9 Fredage for at kunne faa dræbt Thorgrim Trolle, nu, erindrende sig dette Løfte, tog et Stykke Fedt og spiste det. Dette er dog hentet fra Fostbrødresaga, Cap. 47, hvor det henføres til et Besøg, Kongen aflagde hos en anden Bonde, efter at have forladt Thorgeir Flekks Gaard.
- ↑ Om Gaarden Stav, der nu ej længer findes, men af hvis Navn der gjenkjendes Levninger i Stubskin (Stafsskeneyjar) i Nærheden af Vuku, se ovf. 1. B. 723.
saa stor, at man ej ret bliver klog paa, til hvilken Egn, eller til hvilken Tid Fortælleren vil have hvert enkelt Træk henført. Ifølge den historiske Saga skulde Biskoppen kun have sagt at Synet var helligt og merkeligt, men den legendariske Saga synes at maatte have Fortrinnet i alt hvad der angaar Legender.
