til Verdalen, lode de hele Hæren drage til Indherred, og opbøde desuden her den hele Almue, baade Thegn og Træl, for med denne samlede Styrke at gaa Olaf imøde. Paa Stavemyrene mønstrede Kongen sin Hær, og optog Mandtal over dem. Det befandtes da, at der ikke var færre end ni Hundreder (1080) Hedninger i Hæren. Kongen bad dem da at lade sig døbe, efterdi han ingen Hedninger vilde have i sin Hær: han stolede nemlig mere paa Guds Hjelp, end paa stort Folkeantal. Hedningerne raadsloge om denne Sag, og fire Hundreder lode sig døbe, men fem Hundreder vægrede sig derved, og vendte tilbage til Sverige[1]. Da traadte atter Gauta-Thore og Afrafaste frem med deres Flok, og tilbøde Kongen deres Tjeneste. Kongen spurgte, om de da havde ladet sig døbe. Da de benegtede det, sagde Kongen som før, at de enten maatte lade sig døbe, eller pakke sig bort. De gik nu afsides, for paa ny at overlægge herom. Afrafaste sagde: „Jeg vil ikke under nogen Omstændighed vende tilbage, men deeltage i Slaget, og hjelpe enten den ene eller den anden Part: hvilken det bliver, er mig egentlig ligegyldigt“. Gauta-Thore sagde: „skal jeg deeltage i Striden, saa vil jeg helst staa Kongen bi, da han meest trænger dertil, og naar jeg endelig skal tro paa en eller anden Gud, kan jeg jo lige saa gjerne tro paa den hvide Christ som paa nogen anden: jeg stemmer saaledes for, at vi lade os døbe, siden det er Kongen saa meget om at gjøre“. Dette bifaldt de øvrige, og de erklærede sig derfor villige til at lade sig døbe, hvis Kongen lovede at ville paatage sig Ansvaret, fordi de ikke kjendte det mindste til den Tro, de nu skulde antage. Kongen lovede det; de bleve døbte, og strax efter konfirmerede af Biskoppen, saa at det endog fortælles, at de i det paafølgende Slag endnu gik med Fermedreglene (Konfirmationsbaandene) om Hovedet. Kongen optog dem i sin Hird, og sagde at de skulde kæmpe under hans Merke i Slaget[2].
Da Olaf var færdig med Mandtallet, befandtes det, at han havde over tredive Hundreder (3600), hvilket man syntes var en stor og vakker Hær at see til paa een Plet. Han forkyndte nu, hvorledes han vilde have Hæren ordnet. I Midten skulde Kongens eget Merke være, og omkring det hans Hirdmænd og Gjester, den Flok der var kommen fra Oplandene, og den, der sluttede sig til ham der i Throndhjem. Til højre skulde Dag Ringssøn være med den Skare, han havde bragt, ligeledes under et eget Merke. Og
- ↑ Hertil sigtes der i den legend. Saga, Cap. 80, hvor det heder at Anund skaffede Kongen ni Hundreder. Men derved gjøres de fire Hundreder, Anund skaffede, til eet med de fire Hundreder, der lode sig døbe. Fagrskinna, Cap. 109, lader fem Hundreder antage Daaben.
- ↑ Olaf d. hell. Saga, Cap. 191. Snorre, Cap. 216. Den leg. Saga, Cap. 87. Hedningernes merkelige Ord under Raadslagningen med hinanden indbyrdes forekomme kun i den hist. Saga; deres Svar til Kongen kun i den legendariske.
