den venstre Fløj skulde dannes af alle de Folk, Sviakongen havde skaffet, saa vel som alle de, der senere paa Toget gjennem Sverige havde sluttet sig til Hæren; denne Fløj skulde have det tredie Merke. Kongen bød, at man først skulde ordne sig i mindre Svejter eller Flokke, saaledes at Frænder og Bekjendte holdt sig sammen, eftersom det var sandsynligst, at den ene da understøttede den anden bedst; naar disse Svejter vare dannede, skulde de siden ordnes i Fylkinger, thi da vilde enhver bedst kunne kjende sin Plads og skjønne, om han var kommen bort fra det Merke, han skulde følge. Som Felttegn skulde et hvidt Kors[1] males paa enhvers Hjelm og Skjold, og naar man kom i Slaget, skulde alle have Feltraabet: „Frem, Frem, Kristmænd, Korsmænd, Kongsmænd“. Hvis Fienden havde flere Folk, maatte Fylkingerne udstrækkes, om de end bleve tynde, for at man ej skulde blive omgaaet. Den nu foreskrevne Orden skulde herefter stedse iagttages paa Marschen, og Dag og Nat skulde man være fuldt bevæbnet, for at kunne være slagfærdig hvor som helst man.stødte paa Bondehæren. Hvor denne var, vidste man endnu ikke nøje. Det skal have været Kongens Hensigt, at oppebie den paa Levanger, hvis han ikke tidligere mødte den[2].
- ↑ At Felttegnet (herkuml) just skulde være i Korsform, nævnes ikke udtrykkeligt, men deels ligger det i Benævnelsen „Korsmænd“, der optoges i Feltraabet, deels deraf, at Olafs Skjold siden i Cap. 199 omtales som hvidt med et gyldent Kors. Dertil kommer, at paa et gammelt norskt Maleri maaskee fra det 13de Aarhundrede, der fremstiller Olafs Fald, og som nu opbevares i Oldsagsmuseet i Kjøbenhavn, er netop Korset anbragt paa de kongelige Krigeres Hjelme og Skjolde.
- ↑ Dette synes at være Meningen af hvad Fostbr. Saga, Cap. 46, siger: at Kongen gjorde sig rede tidligt om Morgenen, og ville bide „liðs síns“, rettere liðsins d. e. bónda-liðsins (Bondehæren) paa Levanger, (i Udg. Sifanga læs Lifangra). I den legend. Saga, saa vel som i Flatøbogen, fortælles flere Hændelser, Olaf paa Vejen skal have haft, men som alle ere saa usandsynlige, at vi her have udeladt dem. Saaledes heder det (den legend. Saga, Cap. 82, Fornm. S. V. 197) at Kalf Arnessøn selv femte mødte Kongen allerede paa Grændsefjeldene mellem Jemteland og Verdalen, og søgte at indbilde ham, at han meente det godt med ham, men at Finn Arnessøn fraraadede Kongen at sætte Lid til hans Ord, og vilde endog have ham greben og dræbt, hvilket dog Kongen ej vilde tillade. Dernæst heder det, at Kongen red paa en hvid Hest om Dagen, og at Kongen snublede, men at Kongen, udraabende Ordsproget „býsna skal til batnaðar“ (der skal ondt til før det gode kommer) forbandt Hestens Fod, som kort efter fandtes lægt. Derefter skal Kongen, som fandt det varmt om Dagen, have forlangt et Bæger Vand; da han fik det, og havde læst Velsignelsen over det (Flatøbogen lader Biskoppen læse Velsignelsen) smagte han paa det, men merkede at det var Øl; da rakte han det fra sig, idet han sagde at han ej vilde drikke Øl, og bad om Vand i Stedet. Han fik et nyt Bæger Vand, men efter Velsignelsen befandtes det at være Mjød; et tredie Bæger Vand fandtes forvandlet til Viin, og da sagde Biskoppen, at han skulde drikke det, da den, som gav det, havde Ret dertil, og at dette var et merkeligt Tegn.
