serne, Kongen længer nede langs ad Landevejen, men treffe sammen om Aftenen paa et aftalt Sted, for her at overnatte tilsammen. Alle de vaabenføre Mænd, som de kunde faa, skulde de bringe med sig. Hvad de behøvede til Livets Ophold, som Kvæg og andre Fødevarer, skulde de tage, men ellers ingen Skade gjøre. Dog var det godt, om de dræbte de Spejdere fra Bøndernes Hær, som de maatte forefinde[1].
Da Olaf vendte tilbage til Hæren, fylkede han sin egen Afdeling, og udvalgte de sterkeste og kjekkeste Mænd til at danne en Skjoldborg omkring ham. I denne Skjoldborg bød han sine Skalde at tage Plads, for at de kunde være tilstede og med egne Øjne see, hvad der foregik, men siden digte Kvad derom. Disse Skalde vare Thormod Kolbrunarskald, Gissur Guldbraa, en Fostersøn af Skalden Rev Gestsøn paa Hovgarde østenfor Snefjeldsjøklen paa Island[2] og Thorfinn Mund, om hvem for Resten intet vides. Sighvat Skald, der, som vi have seet, var en af dem, der ved Kongens Flugt fra Oplandene fik Hjemlov, havde denne Sommer tiltraadt en Pilegrimsrejse til Rom, og var saaledes nu ej tilstede. Thormod sagde derfor spottende til Gissur: „lad os ikke staa saa trangt, Kammerat, at Sighvat, naar han kommer, ej faar sin Plads; han vil staa foran Kongen, og anderledes vil heller ikke Kongen have det“. Kongen hørte dette, og svarede: „I behøve ikke at skose Sighvat, fordi han ej er her; ofte har han fulgt mig godt og nu beder han for os, hvilket vi heel vel kunne trænge til“. „Det kan vel harpe, Rangen, sagde Thormod, „at I nu meest trænger til Bønner, men tyndt vilde det dog være om Merkesstangen, dersom alle dine Hirdmænd vare paa Vejen til Rom. Sandt at sige, klagede vi ogsaa ofte i tidligere Dage over at ingen, som ønskede at tale imod dig, kunde faa Rum for Sighvat“. Skaldene talte nu mellem sig om at det var ret passende, om de strax digtede nogle Erindringsviser om de Begivenheder, der snart vilde foregaa. Gissur kvad da et Vers, hvori han sagde at ingen skulde spore Modløshed hos ham i det forestaaende Slag, og at han tappert vilde staa Kongen bi. Thorfinn opfordrede til at værne om den ædle Konge, og fælde Thrønderne i Slaget, som Verdølernes Skare vilde begynde mod Olaf. Thormod opmuntrede ligeledes til at vise Mod og Raskhed. Disse Vers bleve strax nemmede og erindrede af de Omstaaende, og Sagaerne have siden opbevaret dem lige til vor Tid[3].
- ↑ Olaf den hell. Saga. Cap. 191. Snorre, Cap. 216. Den legend. Saga omtaler dette løseligt, som om Thormod skulde have givet Raadet at skjende og brænde, og anfører Thormods Vers, Cap. 89.
- ↑ Om Gissur og hans formodede Identitet med Gissur svarte, se ovf. S. 762, jvfr. Landn. II. 6.
- ↑ Olaf den hell. Saga, Cap. 192. Snorre, Cap. 218. Fostbr. Saga, Cap. 47. Den legend. Saga tillægger Thormod Gissurs Vers, og anfører dette, samt
