Paa Stiklestad boede dengang en Bonde, ved Navn Thorgils Hjalmessøn. Han tilstod med Anger at han havde modtaget Stikpenge af Kong Knut og tilsvoret ham Troskab, men sagde at han nu vilde gjøre Bod derfor ved at deeltage i Slaget og staa Kongen bi. Kongen tilgav ham, idet han undskyldte ham med at det alene var Frygt, som havde forført ham. Han takkede ham for hans Tilbud, men bad ham ikke deeltage i Slaget; thi han ønskede heller at han skulde tage sig af de saarede i den kongelige Hær, og flytte dem til sit Huus; „og falder jeg“, sagde han, „saa sørg for mit Lig saa godt du kan, hvis det ej bliver dig formeent[1]“.
Kongen selv var denne Dag klæd i Ringbrynje; ved sin Side havde han sit skarpe Sverd Bæsing eller Hneite, hvis Hefte var omvundet med Guldtraad[2]. Paa venstre Arm havde han et hvidt Skjold med et forgyldt Kors, i højre Haand en saakaldet Kesje eller Landse; paa Hovedet en forgyldt Hjelm[3]. Hans Merke eller Banner, der var syet af hans Veninde Dronning Ingegerd[4], blev baaret af Merkesmanden Thord Folessøn. Da han havde fylket sin Hær, talte han nogle faa opmuntrende Ord til sine Mænd. Han bad dem hærde sin Hu og gaa djerveligt frem, hvis det kom til Slag. „Vi have“, sagde han, et godt og betydeligt Mandskab, og om end Bønderne ere mandsterkere, er det derfor ikke sagt, at Lykken følger dem. Jeg erklærer eder herved, at jeg ikke agter at fly af dette Slag, men enten at sejre eller dø, og jeg beder Gud om at det maa skee, som han i sin Viisdom anseer tjenligst for mig. Vi maa sætte vor Lid til, at vor Sag er retfærdigere end Bøndernes, og at Gud derfor enten vil lade os beholde vor Ejendom i Fred efter Slaget, eller ogsaa belønne os langt bedre for hvad vi her give Slip paa, end vi selv kunne ønske os. Overlever jeg Slaget, skal jeg belønne enhver efter den Tapperhed, han viser i Kampen, og sejre vi, da vil der være fuldt op af Land og Løsøre, der nu tilhører vore Fiender, at dele mellem eder. Vi skulle gjøre det første Anfald saa heftigt som muligt, thi det er altid det bedste, naar man har med Overmagt at bestille. Et hurtigt og kjekt Angreb kan da ofte gjøre Udslaget, idet Fiendens forreste Rækker drives paa Flugt og bringe de øvrige i Forvirring, saa at de falde, den ene over den anden, og det saa meget mere, jo flere de ere, medens det derimod er slemt, naar Kampen gaar i Langdrag, thi da
- ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 196, Snorre, Cap. 222. Den legendariske Saga, Cap. 92. Her tilføjes og at Kongen bad Thorgeir Bonde at følge hans Lig til Graven og lade mane Krigeres Saar vaske i det Vand, hvori hans Lig var toet“. Om denne Thorgeir er Thorgeir Sum eller om Navnet er fejlskrevet for „Thorgils“ (hvilket synes rimeligst), vides ikke.
- ↑ Om Bæsing eller Hneite, se ovenfor S. 494, 496, 505.
- ↑ Merkeligt nok, og neppe rigtigt, heder det i den legendariske Saga, Cap. 91, saa vel som i Ágrip Cap. 25, at Kong Olaf hverken havde Hjelm eller Brynje.
- ↑ Den legendariske Saga, Cap. 81.
