Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/825

Denne siden er korrekturlest
799
Slaget paa Stiklestad.


Imidlertid, henved Kl. 12, kom Bønderne ganske i Nærheden. Kalf og Haarek vare i Spidsen ved Siden af Hovedbanneret. Men de begyndte ikke strax Angrebet, fordi alle Dele af deres Hær endnu ikke paa langt nær vare komne tilstede, og de oppebiede de bagerste, hvilke Thore Hund og hans Trop, saaledes som ovenfor anført, havde paataget sig at drive frem og hindre fra at skulke bort. Det var ogsaa Olaf magtpaaliggende at forhale Kampens Begyndelse saa længe som muligt, indtil Dag kom, hvis Trop man nu endelig saa nærme sig. Saaledes stode Hærene en Stund stille lige over for hinanden, og saa nær, at Folk gjensidigt kunde kjende hverandre. Kongen fik strax Øje paa Kalf, og spurgte: „hvi er du der, Kalf? Vi skiltes jo som Venner syd paa Møre, og det anstaar dig ilde at stride mod os eller skyde Skræmmeskud mod vor Hær, thi her ere fire af dine Brødre“. „Det er mangt og meget, Konge“, svarede Kalf, „som nu er anderledes end det burde; du skiltes saaledes fra os, at vi vare nødte til at holde Fred med dem, som kom efter, og enhver faar nu blive der, han staar; dog skulde jeg gjerne forlige mig med dig, om jeg maatte raade“. – Da sagde Finn: „det er et Merke hos Kalf, at naar han taler vel, har han i Sinde at gjøre ilde“. – Kongen sagde: „det kan nok være, Kalf, at du vilde forliges, men ikke tykkes det mig dog, at I Bønder lade saa fredeligt“. Lendermanden Thorgeir fra Kvistad eller Saurshaug paa Inderøen, der stod nær ved Kalf, tog Ordet og sagde: „Nu skulle I nyde den Fred, som mange have nydt af eder, og det skal I nu undgjelde“. „Du behøver ej“, svarede Kongen, „at lyste faa meget efter at møde os, thi dig er ikke Sejren over os i Dag beskaaren; jeg har fra en ringe Mand ophøjet dig til Magten“[1].

Nu kom Thore Hund til med sin Skare, gik frem foran Merket og gav Tegn til Angreb med det aftalte Feltraab: „Frem, frem, Bondemænd“!

  1. Olaf den helliges Saga, Cap. 211, Snorre, Cap. 237. Den legendariske Saga, og efter den Flatøbogen (Formn. S. V. 202) anføre endnu mere af Olafs Samtaler med de fornemste Anførere i Bondehæren. Saaledes skulde han have sagt til Erlend af Gerde: “jeg gjorde dig ringe Mand til en stor Mand, nu drager du en Flok imod mig og vil dræbe mig i Dag, men jeg kan sige dig, at du i Dag vil falde, og at din Sjæl vil være i Helvede, førend dit Blod er koldt paa Jorden“. Til Kalf skulde han have sagt, at om han selv (Kongen) sejrede, vilde han alene straffe ham med at paalægge ham en Pilegrimsrejse til Rom og Pønitens; til Thore Hund, at han i samme Fald vilde paalægge ham mange Arbejder indenlands, som ellers ingen brav Mand vilde udrette; til Thorgeir af Kvistad: „Erindrer du det sidste Julegilde, du var i hos mig, da har du Hovedet højt, men nu strider du mod mig, og det anstaar dig ej“; hvortil Thorgeir skulde have sagt, at han maatte saa gjøre for Kalfs Opeggelsers Skyld. For noget af dette kan maaskee Sandheden ligge til Grund; men at i det mindste Samtalen med Erlend er opdigtet, sees deraf, at denne kæmpede i en anden Fløj, ligesom og de Ord, Kongen skulde have henvendt til ham, efter den historiske Saga rettedes til Thorgeir.