to Fiender paa een Gang, og dræbt den ene, men hugget Foden af den anden[1].
Det var nu blevet næsten mørkt. Kongen var kommen lige hen mod Fiendernes Hovedbanner, hvor Kalf Arnessøn stod, med Thore Hund paa den ene, og sine to sterke og stridbare Brodersønner, Kalf Arnfinnssøn og Olaf Arnfinnssøn, paa den anden Side. Thore Hund gik frem mod Kongen, der hug til ham tvers over Skuldrene, men Sverdet bed ikke, og det var kun, ligesom om der røg Støv af Reenskindspelsen. Thore hug igjen til Kongen, og de skiftede nogle Hug sammen, men Sverdet bed fremdeles ikke paa Reenskindspelsen, og Thore blev kun muret i Haanden. Da sagde Kongen til Bjørn Stallare: „Slaa du Hunden, siden Jærn ikke bider paa ham!“ Bjørn vendte Øxehammeren til og gav Thore et saa vældigt Slag med den i Hovedet, at han ravede, og skal siden den Tid altid have baaret Hovedet paa skakke. I det samme vendte Olaf sig mod Kalfs Brodersønner, og dræbte den ene af dem, ved Navn Olaf. Men strax efter satte Thore sit Spyd tvers igjennem Bjørn Stallare, med de Ord: „saaledes fælde vi Bjørnene nord i Finmarken“. Bjørn bed sig i Skjegget, trykkede sig længer ind paa Spydet, og faldt[2].
Nu var den hevnlystne Thorstein Knarrarsmed kommen til. Han hug til Kong Olaf med en Øxe, og Hugget traf Kongen paa den venstre Fod strax ovenfor Knæet. Finn Arnessøn dræbte strax Thorstein, men, lammet ved hiint Hug, kastede Kongen Sverdet, heldede sig op mod en Steen, og bad Gud hjelpe sig. Da gav Thore Hund ham et Stik med sit Spyd nedenunder Brynjen og op i Underlivet. Disse to Saar vare nok til at bringe ham Døden, dog fik Kongen ogsaa et tredie Saar paa Halsen, hvilke Nogle tillagde Kalf, andre derimod, som det synes, den ovennævnte Olaf, Kalfs Brodersøn. Ved Kongens Lig faldt ogsaa største Delen af den tapre Skare, der havde staaet om ham; de øvrige, hvoriblandt Thormod Skald, vege tilbage eller flygtede, de fleste af dem saarede. Det var lidt før Non (Kl. 3). Solen var i det Øjeblik aldeles skjult, og der er ingen Tvivl om, at mange af Bønderne nu heri med Angst og Bæven saa et tydeligt Tegn paa Guds Vrede over deres Gjerning[3].
- ↑ Se herom ovenfor S 794. Det fortælles vidtløftigere i Flatøbogen (Fornm. S. V. 203) og i den legendariske Saga, Cap. 90, men henføres til Tiden før Slagets Begyndelse.
- ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 211, Snorre, Cap. 238–240. Den legendariske Saga, Cap. 92.
- ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 211, Snorre, Cap. 240. Den legendariske Saga, Cap. 93. Hvad Olafs tredie Saar angaar, da staar der i den legendariske Saga, Cap. 92: „þat var ok snimma er Ólafr konungr féll ok frændi Kálfs Arnasunar … hann særði Olaf konung á fœti“. Da Olafs Fald
