siden haltede. „Nu har du ladet mig undgjelde nok for hvad jeg har gjort“, skal Kalf have sagt, hvortil Finn svarede: „du veed dog altfor vel, at jeg gjerne gad gjøre dig endnu mere ondt“. Efter hvad vi forøvrigt kjende til Finns Heftighed og utæmmelige Tunge[1], bliver det højst sandsynligt at den her fremstillede Scene virkelig har fundet Sted Den forstandige Kalf lod sig ikke ophidse deraf, men efterat have ladet sine Brødres Saar undersøge, og erfaret at ingen af dem vare Banesaar, lod han dem bringe ned til sit Skib og rejste selv med dem hjem til Egg, hvor de bleve helbredede. Hans Afrejse var et Tegn for alle de øvrige Bønder, der havde deres Hjem nogenledes i Nærheden, til at adsprede sig og søge hver til sit, saa at omsider næsten alene de bleve tilbage, der havde saarede Venner efter Frænder at sysle med, eller vare beskjeftigede med de faldnes Lig. Det var derfor alle og enhver paafaldende at see, hvor hurtigt denne store sammenbragte Hov atter adspredte sig. Men Sagen var den, at den især bestod af Folk fra de nærmeste Hereder, som nu længedes hjem[2]. De saarede flyttedes op paa Gaarden Stiklestad, hvor hvert Huusrum opfyldtes, saa at derhos Telte maatte opslaaes ude. De faldne af Kongens Hær bleve ej plyndrede af Bønderne, dog gave disse for saa vidt endnu Beviis paa deres Had mod Olai, som de aftalte imellem sig og forkyndte efter Biskop Sigurds Ord, at ingen af Kongens faldne Krigere skulde faa en Begravelse, som det anstod gode Mænd, da de alle vare Ransmænd og Utlæge. Herom brød dog ikke de mægtigere sig, thi de af dem, der havde Frænder blandt de faldne Kongsmænd, bragte dem til Kirke, og lode dem sømmeligt begrave. Hvad Kongens eget Lig angaar, da skal Thore Hund allerede paa Valpladsen have gaaet hen til det, lagt det til rette og vredt et Klæde over det. Men dette fortalte han rigtignok først et Aars Tid senere, da der var Tale om Olafs Helligdom, og da der var indtraadt et fuldkomment Omslag i Folkemeningen. Han lagde endog til, at Kongens Aasyn forekom ham saa fagert og rødkindet, som om han sov, og langt klarere end da han levede; ja, at noget af Kongens Blod, der tilfældigviis kom paa det Saar, han havde faaet paa Haanden, strax helbredede det[3]. Det er saaledes meget tvivlsomt, hvor vidt der er noget sandt heri, og om det ikke er opfundet af Thore, da det var ham magtpaaliggende at bearbejde Opinionen i denne Retning. Strax efter Slaget var han i det mindste endnu fiendligt nok stemt mod Kongens Mænd, thi da de Bønder, der havde hjemme i Verda-
Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/830
Denne siden er korrekturlest
804
Knut den mægtige.
