Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/832

Denne siden er korrekturlest
806
Knut den mægtige.

hen til en øde og afsidesliggende Skytje[1] paa den modsatte Side af Gaarden, hvor de siden bragte Lys og Vand, klædte det af, vaskede det, svøbte det i Liin-Duge, og tilhyllede det med Vedstykker. Da der imidlertid samlede sig mange Folk paa Gaarden, især Fattigfolk, som havde holdt sig i Nærheden af Hæren for at tigge, maaskee og for at plyndre, og nu fegte sig Natteleje rundt omkring, hvor der var Huusly at faa, bleve Thorgils og Grim bange for, at Liget skulde blive opdaget, især da En virkelig skal have været inde i Skytjen, og alene forladt den, fordi der, som han sagde, var saa vaadt derinde[2]. De snege sig derfor ud paa Natten hemmeligt ind i

  1. I Olafssaga staar húskytja, hvilket Ord nærmest synes at være en Sammensætning af hús og kytja, det sidste dannet af kot. Men da der siden udtrykkeligt siges, at Indgangen var saa lav, at man næsten maatte krybe ind, passer dette nærmest med Indretningen af en saakaldet Skytje (paa somme Steder ogsaa udtalt Skykje) eller Udbygning til en Lade, saa at man altsaa kunde formode at den med rette Ord mindre bekjendte Sagaskriver har forandret skytja (af skot) til húskytja, eller at dette Ord egentlig skulde skrives hússkytja.
  2. Dette sætter den historiske Saga i Forbindelse med det første i Legendarierne optagne Jertegn, der skulde være foregaaet ved Olafs Lig. Blandt hine Fattigfolk, som sværmede om paa Gaarden og søgte Huusly, var og, heder det, en blind Mand, der lod sig lede af sin Dreng; de gik rundt om, indtil de fandt hiin Skytje, hvor den blinde Mand krøb ind, eftersom Døren var faa lav, at man ej kunde gaa oprejst. I det han famlede med Hænderne paa Gulvet, kjendte han noget vaadt; da Hatten i det samme gled ned foran hans Ansigt, rettede han den op, men kom derved til at røre ved sine Øjne. Strax fik han en saadan Kløe i Øjnene, at han gned dem med sine vaade Fingre. Han krøb baglængs ud igjen, og sagde at han ej kunde ligge der, fordi alt var vaadt. Men da han var kommen ud, kunde han allerede i Nattemørket skimte enkelte Gjenstande; han gik ind paa Gaarden og i Stuen, hvor han nok saa godt kunde see, og fortalte, saa alle hørte det, at han havde faaet sit. Syn igjen efter at have været inde i hiin Skytje, saaledes som oven berettet. De andre undredes da over, hvad der kunde have været i Skytjen, og Thorgils og Grim bleve ængstelige derved o. s. v. Olaf den hell. Saga, Cap. 220, Snorre, Cap. 250. Den legendariske Saga fortæller Jertegnet ikke mindre end 3 Gange, 2 Gange ganske korteligt, i Cap. 100, hvor der staar at en blind Mand fik sit Syn ved at vaske fine Øjne i det blodige Vand, hvori Olafs Lig var toet; derpaa i Cap. 103: at Olafs Lig efter hans Død blev flyttet til et Huus, hvor hans egne Hirdmænd vaskede det; at en blind Tigger snublede udenfor Døren, hvor Vandet var slaaet ud, kom til et gribe med Haanden i det vaade, strøg sine Øjne dermed, og fik sit Syn igjen. Det fortælles eens hermed i Homilie-Haandskriftet (Cod. Arn. 619) S. 111; i Legenderne, meddeelte af Langebek, Scr. rer. Dan. II. S. 534, 543; omtrent paa samme Maade i det oldsvenske Legendarium S. 864, og i det lübeckske Pasionale hos Langebek l. c. S, 538; det berøres endelig i Einar Skulessøns, 1152 forfattede Digt Geisli, V, 23. Afvigelserne vise, at den legendariske Form og derfor vel og det usandsynlige af Indholdet tilhører en sildigere Tid, da Olafs Helligdom var anerkjendt eller skulde anerkjendes. Det sandsynlige, og derfor vel ogsaa virkelige i Begivenheden er vistnok kun, hvad der ovenfor i Texten er anført.