kalde. Olafs Død var derfor virkeligt en Martyrdød, hvorved han beseglede sit Verk. Nederlaget paa Stiklestad udrettede mere end mange Sejre; hans korte Dødskamp fuldendte, hvad flere Aars rastløse Virken ej havde formaaet[1].
Olaf var, da han faldt, 35 Aar gammel, altsaa i sin kraftigste Alder. Det var omtrent femten Aar efter at han allerførst var bleven antagen til Konge paa Oplandene. Af disse Aar kan man sige at han i de første fem erhvervede Magten, og bekæmpede ydre og indre Fiender, i de følgende fem befæstede sit Herredømme og udførte sine Planer til Christendommens og den derpaa byggede Statsforfatnings Fremme, og endelig i de sidste fem førte den sidste fortvivlede Kamp mod Reaktionen, der her optraadte i Skikkelse af Danevældet og Fylkes-Aristokratiet.
Uagtet al den Modgang, Olaf i de senere Aar havde haft, synes han dog at have bevaret det kraftige og blomstrende Udseende, som vi ovenfor have beskrevet, og tom hos hans Modstandere havde paadraget ham Øgenavnet „den digre“. Det Sagn, der beskriver ham endnu efter Døden som fager og med Stemme i Kinderne, kan neppe aldeles savne Grund. I de følgende Tider tænkte man ham sig altid som smuk, velvoxen, blond, med rødligt Skjeg. Saaledes finder man ham ogsaa afbildet paa de ældste Malerier eller Tegninger fra Katholicismens Tider. Han har lange, lysebrune Lokker, der hænge ham ned til Skuldrene; Skjegget er rødligt, og kløftet; paa Hovedet omgivet af Helgenglorien bærer han Kronen, i den højre Haand sin langskaftede Øxe, kaldet Hel (Døden); paa den venstre Arm fører han stundom Skjoldet med Korsets Tegn. Kun de færreste Afbildninger af ham ere vel nu tilbage: de fleste ere vel i Tidens Løb forsvundne, især ved de første Reformatorers overdrevne Iver. Men hans Billede var for dybt indgravet i Folkets Bevidsthed til nogensinde at kunne forsvinde. Den hellige Olaf, med sit røde Skjeg, var ej alene Norges Nationalhelgen, ej alene den, hvem man, og med Rette, gav Æren for al gejstlig og verdslig Lov, alle gode Indretninger i Norge, men i Sagnet indtog han endog de gamle
- ↑ Det ubestemte og kun i Almindelighed fremsatte Udtryk, at Olaf led Martyrdøden, har, som det synes, givet Anledning til Sagn, der fremstille hans Død paa en aldeles urigtig Maade, aabenbart saaledes som en Fortæller, der ej vidste nærmere Besked, har tænkt sig det og udmale der paa egen Haand. Saaledes“ siger allerede Mag. Adam af Bremen (II. 59): „Nogle sige at Olaf er dræbt i et Slag, andre, at han er bleven ført frem i en Kreds af Folket og priisgiven dets Forhaanelser, atter andre – hvad jeg antager for sandsynligst, – at En har snigmyrdet ham for derved at vinde Kong Knuts Gunst“. I det lübeckske Passionale hos Langebek (Scr. rer. Dan. II. 537, 538) beskrives hans Død næsten aldeles som Christi egen; det lader ham forhaanes, udstilles med en Tornekrone, Scepter og Kongedragt, idet man sagde: „See hvilken Konge“, og endelig korsfæstes.
