5. Bønderne skulde være forpligtede til at –opføre alle de Bygninger, Kongen vilde’have paa sine Gaarde. .
6. Ledingen skulde udredes saaledes, at der for syv Mennesker ældre end fem Aar stilledes een vaabenfør Mand.
7. Enhver, der drog ud paa Havfiskeri, skulde, hvorfra han end roede ud, enten det var fra hans eget eller Kongens Land, betale Kongen Landvarde eller Landslod, nemlig fem Fiske.
8. Ethvert Skib, der sejlede fra Landet, skulde levne Kongen et Rum tvers over Skibet, eller og betale Leje deraf[1].
9. Enhver, som rejste til Island, hvad enten han var Nordmand eller Islænding, skulde betale Landøre.
Endelig fik, som det heder, de Danske saa meget at sige i Norge, at een enkelt dansk Mands Vidnesbyrd skulde kunne fælde ti Nordmænds.
Hvad man af de vigtigste blandt disse Lovbestemmelser tydeligt kan see, om det end ikke udtrykkeligt omtales, er, at den af Erobringsforholdet efter hine Tiders oldgermaniske Statsret nødvendig følgende Feudalforfatning atter indførtes, eller forsøgtes indført, ligesom i sin Tid af Harald Haar-
- ↑ I Sagaerne staar der deels at Skibet skulde „lade,“ (hlaða d. e. lade, fragte, ikke láta), deels at det skulde „gjelde“ (gjalda d. e. betale) Kongen et Rum tvers over Skibet; Paabudet kaldes i den ældre Frostathings Lov skipleigur, hvoraf man kan see, at det egentlig kun reducerede sig til en vis Afgift af hvert Skib, og neppe nogensinde opfyldtes bogstaveligt.
Olafssaga, hvor slige Navne i det hele taget skrives rigtigt. Det er da sammensat af det ældgamle, ellers kun i Stedsnavne brugelige Ord, vin, Gen. vinjar, Pl. vinjar, der endnu forekommer i mange Stedsnavne som „Vin“ eller „Ven“, eller i Plur. Form „Vinje“, eller sammensatte som, Björgvin, (Bergen) Leikvin (Lekve), Töðvin (Tøjen) osv.; det forekommer i Gotisk under Formen vinja, og betegner der „Græsgang“. Toddi oversættes i et ældgammelt Glossarium med det latinske frustllum, d. e. Lækkerbisken, Sending af delikat Spise. I de øvrige Sagahaandskrifter findes Sammensætningen skrevet vinartoddi, hvilket maatte oversættes „Venne-Sending“, men er neppe rigtigt, og grunder sig vistnok kun derpaa, at Formen vinjar allerede har været Afskriverne uforstaaelig. Formen vinjar forekommer og i den gamle Frostathings Lov XVI. 2; dog staar der ikke vinjartoddi, men vinjarsponn; og i XVI. 3 staar synjarsponn. Her maa man antage, at der oprindelig har staaet vinjartoddi ok smjorsponn, men at en skjødesløs eller ukyndig Afskriver har læst baade vinjar og smjor, der maaskee endog har været skrevet smiar, som sinjar, gsynjar, hvilket han har antaget at være det rette, og derfor udeladt det mellemkommende toddi ok som urigtigt. Muligt og, at Udeladelsen har været tilfældig, og at Formen synjar er opstaaet ved et senere Afskriverforsøg paa at konjekturere en Rettelse. Rýgjartó er den Form, der forekommer i den ældre Frostathings Lov, og i den legendariske Saga; ellers skrives rukkjartó, rykkjartó, hvilket ligeledes synes at vare et Forsøg paa at forklare det ellers obsolete rýgjar (Gen. af rýgr, Kvinde); medens rukkjar er Gen. af rukkr, Rok. I den ældre Frostathings Lov forekommer blandt disse Julegaver ogsaa en, kaldet afráð, men hvori den bestod, vides ej.
