som, at hun personligen maa have optraadt med en Nordmændene modbydelig Myndighed og Stolthed. Vist er det, at man gav hende Skyld for Alt. De fire eller fem Aar, hvori hendes Søn Sven bar Kongenavn i Norge, kaldtes Alfiva-Tiden (Álfifu öld), og sammenlignedes med Dronning Gunnhilds Tid, „den værste, som hidtil havde været i Norge“. „I Alfiva-Tiden“, sagde man, „maatte endog Fiskerne betale Leje af Søen (hermed sigtede man til Paabudet om Landslod); og mange andre uhørte Ting skede nu, af Pengegridskhed“[1]. „Harmeligt“, heder det paa et andet Sted, „var det at leve under det Regimente, baade med Hensyn til Undertrykkelse, og formedelst Uaar, da Folket levede mere af Kreaturføde end menneskelig Spise“[2]. Der anføres endog et Vers herom, der tillægges Sighvat Skald, og nok-“ som udtrykker Misfornøjelsen:
Alfivas Old vil sikkert
Ynglingen mindes længe,
da vi Oxe-Mad aade,
ja selv Skav, som Bukke.
Andet man saa, da den ædle
Olaf styrede Landet;
rose sig da kunde hver af
Hjelm og Lade kornfyldt[3].
Imidlertid erkjendtes det, at den unge Sven selv hverken var slem, grusom eller pengegridsk; han beskrives som en ret smuk Dreng, og synes forresten at have været en ubetydelig Personlighed. Det indrømmes ogsaa, at der for enhver Mands Liv var god Fred: det var kun Ejendomsretten, hvori der skede Indgreb ved Bøder og Paalæg. At der ej forefaldt Ran eller Manddrab, tilskrev man, som der siges, Knuts Magt; men derimod troede man ikke at skylde Alfiva det[4].
Den nye danske Regjering i Norge, hvis Opgave det var at gjøre Riget fuldstændigt til en Provinds af Danevældet og befæste en fuldkommen Feudalforfatning, var saaledes i højeste Maade upopulær. Det faldt da af m; selv, at man nu end mere erkjendte, hvad man havde haft i Olaf, og at Angeren over at man havde gjort Oprør mod ham blev almindelig. De Dyder og Fortjenester, man ej havde kunnet see hos Olaf, da han levede, dem skattede man efter hans Død. Jo større hans Fortjenester vare, jo haardere man følte sig straffet for Oprøret imod ham, desto mere uforskyldt maatte hans
- ↑ Fagrskinna, Cap. 110, 111.
- ↑ Ágrip, Cap. 26. Den legend. Olafssaga, Cap. 101. Det maa ellers, hvad denne sidste angaar, bemerkes, at den synes urigtigt at lade Sven Knutssøn tiltræde Regjeringen allerede i Mellemtiden mellem Olafs Rejse fra Norge og hans Tilbagekomst, og allerede her ved denne Anledning anfører hans Love. Dog er det muligt, at denne Anachronisme ikke egentlig har været tilsigtet, men at den kun er en Følge af den Forvirring i Chronologien, hvoraf denne Saga overhoved lider.
- ↑ Ágrip l. c. Den legend. Saga, Cap. 101. Flatøbogen i Fornm. S. V. 250.
- ↑ Fagrskinna, Cap. 111.
