voxet, som om han havde været levende den hele Tid. Alt dette, som vist nok kan finde sin rimelige Forklaring, og hvis rette Sammenhæng vi uden f Vanskelighed kunne gjennemskue, betragtede den tilstedeværende Mængde som et Under, og som det bedste Beviis paa Olafs Hellighed. Men Alfiva var vantro, og søgte, saa længe det var muligt, at bortforklare alt, hvad der 7 syntes underbart ved Sagen. Hun, Kong Sven og alle de tilstedeværende Høvdinger gik hen for at betragte Olafs Lig. Da Alfiva havde seet det, sagde hun: „Lig, der ligge i Sand, holde sig altid overmaade længe, førend de raadne; anderledes vilde det have været, om det havde ligget i Muldjord“. Biskoppen klippede nu noget af Ligets Hovedhaar og af det lange Mundskjeg, som Olaf efter den Tids Skik og Brug havde baaret; „saa langt“, sagde han til Kongen og Alfiva, „bar Olaf sit Haar og Skjeg, da han faldt; hvad I her see afklippet, er voxet efter hans Død“: „Vi have ofte“, svarede Alfiva, „seet Haaret heelt og uskadt paa Folk, der havde ligget længer i Jorden end denne Mand, men dersom det heller ikke brænder i Ilden, skal jeg erkjende det som Hellighedstegn“. Biskoppen lod sig bringe Ild i et Fyrfad, velsignede den og lagde Røgelse derover, siden lagde han det afklippede Haar ovenpaa; da Røgelsen var brændt, tog han Haaret op: det var ufortæret. Net fordrede Alfiva at Forsøget skulde anstilles med uindviet Ild, „thi“, sagde hun, „kyndige Mænd kunne ofte indvie Ild saaledes at den ingen Skade gjør“. Da bad Einar hende tie, og sagde: „jeg ved nok, hvem der bedst fortjente at lægges i Ilden, det er du selv“. Hun svarede: „Diger er din Hals, Einar, men jeg har nok ogsaa seet slige Fiske som dig løbe i Nettet“. „Min Hals er just ikke saa diger“, svarede Einar, „men dersom mange slige som jeg løbe i Nettet, ville nok ikke dine Master taale det[1]“. Da fandt hun det raadeligst at tie. Og nu blev der efter Biskoppens Erklæring[2], hvori ogsaa Kongen ej vovede andet end at samtykke, og efter hele den forsamlede Mængdes Dom, vedtaget og erkjendt, at Kong Olaf var en sand Helgen (3die August 1031). Hans Lig blev baaret ind i Klemenskirken, og opstillet paa et dertil indrettet Sted over Højalteret. Kisten indsvøbtes i Pell, og der blev tjeldet over den med Purpurklæde. Og strax, heder det, skede der mange Jertegn ved Olafs Helligdom[3]. Olafs Helligdom var anerkjendt, og som det heder, dømt; men alene af
- ↑ Samtalen mellem Einar og Alfiva staar i den historiske Saga kun korteligt berørt saaledes, at Einar „brugte mange haarde Ord mod hende“. Den legend. Saga meddeler den fuldstændigt.
- ↑ Fagrskinna, Cap. 110 nævner her, vistnok kun ved en Skjødesløshedsfejl, Sigurd i Stedet for Grimkell.
- ↑ Olaf den hell. Saga, Cap. 227, 228. Snorre, Cap. 257, 258. Den legend. Saga, Cap. 100, 101. Thjodrek, Cap. 20. Ogsaa han angiver Optagelsen af Jorden og Overflytningen til den 3die August.
