Høvdingerne, der erkjendte Olafs Helligdom, og som fortalte at det Saar, Kongen havde givet ham i Haanden, strax blev helbredet af Olafs Blod, da han efter Slagets Ende lagde hans Lig til Rette, gjorde, som man tydeligt kan see, af Samvittighedsnag, en Rejse til Jerusalem, hvorfra han ikke kom tilbage: det fortælles, at han lagde Vejen om England, og berettede Kong Knut, hvorledes Sagerne nu stode; at Knut vel blev meget ilde tilmode ved at høre det, men at han desuagtet lovede at ville give Penge til Olafs Skriin, og ikke herefter at komme til Norge[1]. Endnu i de første ti Aar efter Olafs Død gav Nordmændenes Biskop Duncan i Dublin til den af ham og Kong Sigtrygg opførte Christkirke i denne Sted blandt flere Relikvier ogsaa Stykker af St. Olafs Klæder[2]; og Magister Adam af Bremen siger om St. Olaf allerede ved 1075, kun 45 Aar efter hans Død: „Hans Lig er med al passende Hæder begravet i en stor Stad i hans Rige, i Throndhjem; der værdiges den Dag i Dag Herren ved flere Jertegn og Helbredelser, der skee ved hans Lig, at tilkjendegive hvor store hans Fortjenester agtes i Himlen, siden han saaledes forherliges paa Jorden. Han herskede i tolv Aar[3]; hans Festdag holdtes den 29 Juli, og fejres baade af Nordmænd, Sviar, Gauter, Samlændinger, Daner og Slaver (Vender) som en staaende Fest[4]“. Hans Hellighed omtales i engelske Krøniker neppe tyve Aar efter hans Død[5]; og hans Martyrdom saavel af engelske, som nordmanniske Skribenter fra Begyndelsen af det 12te Aarhundrede[6]. Der indviedes Kirker til hans Ære ej alene i Norge, men ogsaa i Sverige og Danmark, i England (hvor der, som bekjendt, endnu findes Kirker, kaldte St. Olafs Kirker, endog i London); hans Relikvier fremvistes paa forskjellige Steder udenfor Norge, og til hans Helligdom kom der Pilegrime i Mængdeviis, endog fra de fjernere Egne i Europa, hvilke alle bragte rige Gaver, saa at der paa denne Maade indsamledes
- ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 239. Snorre, Magnus den godes Saga,Cap. 12. Flatøbogen (Fornm. S. V. 207, 208) fortæller om Thores Besøg hos Knut. Besøget og Indholdet af deres Samtale, som den angives er ingenlunde usandsynligt. Aarsagen, hvorfor Knut blev ilde tilmode, angives for øvrigt at være den, at han selv havde ventet at blive en Helgen.
- ↑ Worsaae, Minder af Nordm. S. 425.
- ↑ Nemlig 1016; 1029 og 1030 fraregnede.
- ↑ Mag. Adam, II. 60.
- ↑ Saaledes i den ældste Kodex af Chron. Sax. med en Haand fra c. 1046.
- ↑ Nemlig af Florents af Worcester og Villjam af Jumièges.
Lokker)“. Sammenstillingen af Magnus Olafssøn i Garde og Valdemar tyder hen paa at denne gjennem Magnus har faaet noget af Olafs Haar til sin Helbredelse. I Nestors Annaler heder det ved 1034–36, at Jaroslav satte sin Søn Vladimir til Statholder der. Denne Vladimir synes det, som om Sighvat i sit Vers har meent med „Valdemar“. For øvrigt navne de russiske Annaler ej om nogen slig Helbredelse.
