Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/856

Denne siden er korrekturlest
830
Knut den mægtige.

Thrønderne merkede, at den øvrige Deel af Folket betragtede dem som Ophavsmænd til den nærværende Fornedrelsestilstand, erkjendte de ogsaa Sandheden af denne Beskyldning, saa meget mere som de selv havde Plagen fra første Haand, og deres Høvdinger mere end de øvrige følte sig skuffede. Endog den kloge Kalf Arnessøn maatte til sin Ærgrelse erkjende at han var overlistet, da han lige saa lidet som Einar, fik den lovede Jarleværdighed. Dette frembragte for det første en venskabelig Tilnærmelse mellem Kalf og hans Brødre, der efter deres Helbredelse vare dragne hver til sit, og efter at have taget sig Grid, som det heder, af Sven, sad i Stilhed paa deres Gaarde. Der gik Budsendinger mellem dem og Kalf, og de bleve atter gode Venner, som det sømmede sig Brødre. Men den virksomste af Knytlingernes Fiender, og den, som planmæssigt søgte at forberede en Opstand mod dem, var fremdeles Einar Thambarskelve. Han havde begyndt Verket ved at skaffe Olafs Hellighed Anerkjendelse. Han fortsatte det ved at bringe Møder og Raadslagninger istand mellem Thrøndelagens Høvdinger[1].

Disse Raadslagninger vare i fuld Gang, og Gjæringen var allerede stor, da der om Vaaren 1033, den tredie, Sven tilbragte i Landet, kom Efterretninger fra England om, at der paa den Kant, sandsynligviis enten i Bretland eller Irland, var fremstaaet en Mand, ved Navn Tryggve, der udgav sig for en Søn af Olaf Tryggvessøn og Gyda[2], og som udrustede en Krigerflok, hvormed han agtede at drage til Norge for at gjøre Fordring paa sit Fædrenerige. Hvor vidt hans Foregivende medførte Sandhed, er vanskeligt at sige. Ganske usandsynligt er det ikke, skjønt det i saa Fald er vanskeligt at forstaa, hvorfor Olaf Tryggvessøn ej skulde have taget ham med sig til Norge, eller efter sin Thronbestigelse have ladet ham hente, for at kunne opdrage ham hos sig. Hans Uvenner paastode derimod, at han slet ikke var Olafs Søn, men kun Søn af en Prest, ligesom onde Tunger fortalte om Sven selv. Da denne hørte, at et Angreb af Tryggve var i Vente, udbød han strax Leding nordfra Landet, og sendte Bud til Lendermændene at de skulde gjøre ham Følge. De fleste Lendermænd, siges der, bleve ogsaa med ham fra Throndhjem, men Einar blev siddende roligt hjemme, og vægrede sig ved at drage med. Kalf Arnessøn bemandede en Tyvesesse med sine Huuskarle, og sejlede ud ad Throndhjemsfjorden, førend Sven endnu var færdig, uden at oppebie ham; han begav sig lige til Giske, til sin Broder Thorberg; her indfandt ogsaa de andre Brødre sig, og de raadsloge nu alle med hinanden indbyrdes. Derpaa vendte Kalf tilbage igjen. Da han kom til Frekøsund, eller efter en anden Beretning til Sveggesund[3]

  1. Olaf den helliges Saga, Cap. 223, 231, Snorre, Cap. 226, 261.
  2. Se ovenfor S. 242.
  3. Frekøsund nævnes hos Snorre, Sveggesund i Olaf den helliges Saga.