Olaf, men Thrønderne viste sig dog som daarlige Kjøbmænd, da de solgte sin Konge og i hans Sted fik en Mær med sit Føl; denne Konge kan jo ikke engang tale, og hans Moder vil alene det som ondt er, og har Magt nok dertil“. Alle, som hørte disse Ord, bifaldt dem lydeligt, lo og fortalte dem til sine Sidemænd. Da sagde Alfiva: „sætter eder ned, I Bønder, og hører paa hvad Kongen siger, uden at knurre saaledes“! Da blev det stille, men Einar stod op og sagde højt: „Farer I kun hjem, Bønder! et daarligt Ærende have I baade før og nu haft ved at søge Alfiva. Lige saa gjerne kunne I sidde hjemme og oppebie Uretten, som søge den alle tilsammen paa eet Sted, og der kun lytte til en Kvindes Ord, naar I ikke ville lytte til Kong Olafs, hvilken nu i Sandhed er en hellig Mand. Det var et stort Nidingsverk, der blev begaaet mod ham, men Straffen er og bleven stor, saa megen Skjendsel som vort Folk har maattet taale, siden dette Herredømme er kommet over det. Gud give at det ej maatte vare længe; det har desværre allerede været alt for langvarigt“. Med disse Ord gik Einar fra Thinget, og den øvrige Skare fulgte hans Exempel, uagtet Alfiva endnu havde meget paa sit Hjerte som hun vilde sige. Siden, da Vintren kom, forsøgte hun at faa et nyt Thing sammenkaldt[1]. Men ingen indfandt sig. Svens Venner begyndte nu for Alvor at merke Uraad, og frygte for at Thrønderne, ligesom de havde sveget Olaf, nu ogsaa vilde svige Sven. Fra Kong Knut selv var der nu neppe nogen Hjelp at vente, thi han havde, som man maa formode, nok at bestille med at forsvare sig, eller gjøre de nødvendige Anstalter til Forsvar mod Hertug Robert af Nordmandie. Thi denne understøttede Kong Ædhelreds fordrevne Sønner, og for at skaffe dem Riget tilbage gjorde han virkelig et Tog til England, der vel mislykkedes, men satte dog Knut, der tillige plagedes af en haard Sygdom, i stor Ængstelse, siden han strax efter sendte Gesandter til Robert, og tilbød Ædhelreds Sønner Halvdelen af England[2]. Under disse Omstændigheder var Sven ganske
- ↑ Den legendariske Saga, Cap. 102. Fagrskinna, Cap. 119, 120.
- ↑ Om Hertug Robert af Nordmandie, med Tilnavnet Djevelen, hans foregivne Giftermaal med Knuts Syster, Æstrid eller Margarete, er der ovenfor talt. (S. 477). Han var en Søn af den ovenfor (S. 482, 509) omtalte Hertug Richard II (1026), Broder til Dronning Emma, og Søn af Richard I. Robert var bleven Hertug da hans ældre Broder Richard III efter to Mars Regjering døde af Gift (1028), hvilket man, neppe uden Føje, tilskrev den herskesyge Robert selv. Hvis Robert, hvad ogsaa den næsten samtidige Glaber Rodulfus (Bouquet X. 51) bevidner, virkelig var gift med Æstrid, maa dette ikke, som Mag. Adam siger, have været førend hun egtede Ulf, men efter dennes Død 1027. Den ustadige og heftige Robert kan lige fuldt have forskudt hende, da han kom paa en spendt Fod med Knut, og besluttede at tage sig af sine Syskendebørn, Ædhelreds Sønner, der, som vi have seet, opholdt sig i Rouen. Krigen mellem ham og Knut omtales bedst og omstændeligst af Villjam af Jumièges (VII. 10–12), saaledes: „Da Ædhelred, forjagen
