overladt til sig selv, og efter sine Venners Raad fandt han det derfor bedst at forlade det urolige Throndhjem, og tilbringe Vintren (1033–1034) i den sydlige Deel af Landet[1]. Fra denne Tid kan man regne hans Herredømme i Norge at være ophørt.
Det var under disse Omstændigheder naturligt, at de med Knytlingevældet og Landets Undertrykkelse misfornøjede Høvdinger kastede deres Øjne paa den nu som en Helgen Midte-de Olafs Søn Magnus, der var bleven tilbage i Gardarike hos Kong Jaroslav, ved hvis Hof han opdroges som om han var Kongens egen Søn. Magnus var nu omtrent ti Aar gammel, og skal allerede tidligt have lagt et kongeligt Sind og gode Evner for Dagen[2]. Som Olafs eneste. Søn var han ej alene Arving til hans Ætte-
- ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 235, Snorre, Cap. 264, Fagrskinna, Cap. 119. Det er denne, som nøjagtigt bestemmer hiint Thing til Tiden efter Slaget med Tryggve og til Vintrens Begyndelse.
- ↑ Magnus den godes Saga, Cap. 1. Dog synes det her meddeelte Træk, Dra-
af Sven Danekonge, atter fra Nordmandie, hvorhen han havde flygtet, vendte tilbage til sit Fædreland, efterlod han sine Sønner for at opdrages hos deres Morbroder Richard. De levede saaledes ved Hertugernes Hof, og Robert viste dem saa megen Ære, at han endog antog dem som Brødre. Af Medlidenhed med deres langvarige Landflygtighed, sendte han Gesandter til Kong Knut med den Hilsen, at han dog nu endelig kunde lade det have Ende med deres Landflygtighed, og at han skulde gjengive dem hvad der tilkom dem: i saa Fald skulde han lønne ham med sit Venskab. Men Knut vægrede sig ved at opfylde Anmodningen, og herover blev Hertugen overmaade vred, sammenkaldte sine Vasaller, og gav strax Befaling til at udruste en Flaade, der og i Hast tilvejebragtes fra alle de nordmanniske Havne, og vel bemandet samledes ved Fécamp. Derfra satte de Sejl til, men Storm drev Flaaden til Øen Gers eller Sark, hvor den kom i stor Fare, og hvor Modvind opholdt dem saa længe, at Richard, rasende ærgerlig, opgav Haabet om, denne Gang at komme over, men vendte tilbage til Mont St. Michel, hvorfra han imidlertid bekrigede Bretagne. Nu kom der Gesandter fra Knut, forkyndende, at han var villig til at overlade Halvdelen af England til Ædhelreds Sønner, naar Robert kun vilde skjenke ham Fred, da han led af en svær Sygdom; og Hertugen opsatte derfor indtil videre et nyt paatænkt Tog til England, men gjorde derimod en Rejse til det hellige Land, som han længe havde haft i Sinde, og hvor han døde (den 22 Juli 1035). Viljam omtaler hiint Tog til England efter at han (Cap. 9) har nævnt Aaret 1034; vel iagttager han ikke Chronologien aldeles nøje, men nogenledes følger han den dog, og omkring 1033 eller 1034 synes altsaa Roberts Tog at have fundet Sted. Knuts Tilbud om at dele England var neppe oprigtigt meent, men det viser dog, i hvilken Knibe han befandt Hø. Ogsaa Viljam af Malmsbury Cap. 10 (Savile S. 73) omtaler Toget. I Chron. Sax., og hos de ældre engelske Chronister omtales det ej.
