Det synes ved første Øjekast underligt, at Magnus ved dette Forlig aldeles ikke tog Hensyn til sine Frænder, Sigurd Syrs Sønner, der ligeledes nedstammede fra Harald Haarfagre, ligesom Hardeknut ikke tog Hensyn til sin Broder Harald i England. Men hvad Sigurd Syrs Sønner angaar, da maa man antage at de to ældste, Guthorm og Halfdan, paa denne Tid vare døde i den tredie, Harald, var, som vi allerede have nævnt, efter Stiklestad-Slaget dragen til Rusland, og han befandt sig for Øjeblikket i Constantinopel under et fremmed Navn; man har vistnok derfor i Norge paa den Tid antaget ham for død. Hardeknuts Broder Harald var, som vi have seet, hans aabenbare Fiende, og betragtedes desuden af ham og mange andre som en Bedrager. Hertil kom, at det fornemmelig var Høvdingerne, der bragte Forliget i Stand, og for dem var det magtpaaliggende at bortrydde enhver fremtidig Anledning til Krig mellem Rigerne, der let knade opstaa, – som det ogsaa siden viste sig – naar ikke alle Sidelinjers Arvefordringer paa Riget ganske tilsidesattes. De norske Høvdinger maatte derhos ønske at forebygge Rigets Deling mellem flere Kronprætendenter, og de danske Høvdinger af den herskende nordiske Stamme frygtede maaskee, at naar Ljodbroke-Ætten uddøde, vilde det nationale Parti, eller den større dansk-gotiske Deel af Befolkningen forsøge paa at gjøre sig fri, hvilket lettest kunde undgaaes ved at der i den sidste Lodbroke-Ætlings Sted optraadte en Fyrste, der, ligeledes tilhørende den reen-nordiske Nationalitet, havde fælles Interesser med dem, og derhos, som Konge over et andet Rige, kunde bringe dem Understøttelse.
Men fordi Magnus Olafssøn var anerkjendt som legitim eller sideordnet med den sidste Lodbroke-Ætling., og som Arving til Danevældet, derfor kunde dog endnu ikke Danevældet i Norge strengt taget siges at være forbi. Thi naar Magnus først havde arvet Danmark, og saaledes forenet det med Norge, var det meget tænkeligt, at han alt for nøje stillede sig paa Lodbroke-Ætlingernes Plads, idet han gjorde Danmark til sit Hovedrige. At dette ikke skede, da han, som vi snart i det Følgende ville see, virkelig arvede Danmark, og at Forliget til Brennøerne saaledes dog havde Danevældets fuldkomne Ophør i Norge til Følge, skyldes, foruden den Omstændighed at Magnus’s Regjering var meget kort, og at ane politiske Forviklinger derefter indtraadte, aabenbart St. Olafs Helligdom og det Baand, som derved knyttede Ættens helligste Interesser til Fædrelandet.
Allerede Magnus lagde Erkjendelsen heraf noksom for Dagen, da han efter sin Tilbagekomst til Throndhjem, hvorhen han synes at have begivet sig umiddelbart efter Fiendtlighedernes Bilæggelse, lod sin Faders Lig lægge i
Arv. Thjodrek, Cap. 23, sammenligner Forliget med et mellem Karl den store og hans Broder Karlmann.
