Hvor aabenbart Olafs forrige Tilhængere nu vovede at bebrejde Kongen hans Eftergivenhed mod hans Faders Drabsmænd, derpaa gav den ovenfor omtalte Thorgeir Flekk paa Suul et Exempel. I en stor Forsamling, der rimeligviis holdtes paa Kongsgaarden Haug i Verdalen, hvorhen Kongen begav sig til Gjestebud kort efter hiin Begivenhed med Kalf og Islændingen, havde blandt andre ogsaa Thorgeir en Sag at foredrage. Men Kongen gav ikke Agt paa hans Ord, og lyttede derimod til dem der sad nærmere. Da raabte Thorgeir højt:
Tal du med mig,
Magnus Konning,
thi med din Fader
i Følge jeg var,
fik paa mit Hoved
Hug og Skrammer,
medens hine ham
hevngjerrigt dræbte.
Men du jo elsker
de onde Folk,
som sin Drottin sveg
til Djevelens Glæde.
Herover gjorde flere Ulyd og sagde at Thorgeir skulde pakke sig ud, men Kongen kaldte ham til sig, afgjorde hans Sag til hans Tilfredshed, og lovede ham sit Venskab[1].
Strax efter hændte det sig paa dette Gjestebud, at Kongen fik Lyst til at besee Valpladsen paa det nærliggende Stiklestad. Han sad just til Bords, med Kalf paa den ene og Einar paa den anden Side, og sagde til denne: „I Dag ville vi ride hen til Stiklestad, for at see Merkerne efter de Begivenheder, som der have fundet Sted.“ Einar svarede: „jeg kan ingen videre Besked give dig derom, da jeg ikke var tilstede derved, men lad Kalf ride med eder: han kan fortælle eder alt paa en Prik“. „Bliv du da med, Kalf“, sagde Kongen, „for at forklare os alt saa nøjagtigt som muligt“. „Som I vil, Herre“, svarede Kalf, „men efter min Mening var det bedst at lade det være, og ikke rippe op i slige Sager, og derved komme paa spendt Fod med dem, der nu ere eders fuldkomne og paalidelige Venner“. „Følge med skal du, Kalf“, sagde Kongen temmelig barskt, idet han stod op og gik ud. Kalf vovede ej at vægre sig, men sendte i al Stilhed sin Skosvend ind til sin Gaard Egg: med den Befaling til hans Huuskarle, at gjøre hans Langskib sejlfærdigt, og have bragt alle hans Sager ombord, inden Solen var nede. Da Kongen og hans Følge nu kom til Stiklestad, stege de af Hestene, og gik hen til det Sted, Slaget havde staaet. „Sig mig nu“, sagde Kongen til Kalf, „hvor min Fader, Kong Olaf, faldt“. „Der laa han falden“, sagde Kalf, idet han pegede med sit Spydskaft. „Hvor stod du da“, spurgte Kongen. „Her hvor jeg nu staar“, svarede Kalf. „Da kunde din Oxe nok ramme ham“, sagde Kongen, blodrød i Ansigtet. „Ikke rammede min Øxe ham“, svarede Kalf, gik strax bort, steg til Hest, og red saa hur-
- ↑ Olaf den hell. Saga, Cap. 241. Snorre, Magnus den godes Saga, Cap. 14.
