det sandsynligste, at han, ligesom han aabenbart havde en Finger med i Kalfs Forjagelse, ogsaa har været den egentlige Ophavsmand til Kongens strenge Færd i det Hele taget, for at han derved desto mere uhindret kunde raade i hans Navn. Det var vist ikke for intet, at han oftere pakkede paa, at han havde været udenfor den hele Kamp mod Kong Olaf, og man kan ej tilbageholde den Formodning, at han har været den fornemste blandt de kongelige Raadgivere, hvilke Sighvat bad ikke at vredes over hans Fritalenhed. Under saadanne Omstændigheder kan man nok forstaa, hvorfor man under disse Forhandlinger ej hører noget til ham. Før Urolighederne maatte det være ham magtpaaliggende at træde i Skyggen, saa at det saa ud som om Kongen handlede efter egen Tilskyndelse; siden, da man maatte give efter, gjaldt det at holde gode Miner til slet Spil, som om han var aldeles upartisk, ja maaskee endog stod paa Bøndernes Side. Heller ikke tales der noget om Finn Arnessøn og hans Brødre. Da de nu vare forligte med Kalf, og, som man af det følgende kan see, i det mindste Finn var ham oprigtigt hengiven, kan man neppe tro andet, end at de hørte til de Misfornøjedes Parti. Derfor er det vel og, at Arnmødlinge-Ætten, som man seer, ingen Rolle spillede under Kong Magnus den gode, og et Tegn herpaa var det ligeledes, at Finn Arnessøn bortgiftede sin Datter til den paa Løsrivelse fra Norges Lenshøjhed stedse tænkende Thorfinn Jarl i Orknøerne.
Her havde Thorfinn i lang Tid spillet Mester. Der er allerede fortalt, hvorledes han i Aaret 1029 havde sluttet et Forlig med den anden Jarl, Bruse, om at overtage Øernes fuldstændige Forsvar, imod at denne overlod ham en Trediedeel, saaledes at Thorfinn paa den Maade fik to Trediedele, medens Bruse kun beholdt en Trediedeel tilbage[1]. Thorfinn viste, at han godt forstod at benytte sig af denne forøgede Magt. Da hans Morfader Mælkolm i samme Aar døde[2], og en anden Konge, hvilken vore Sagaer kalde Karl Hundasøn, og som, hvis han ej var en Søn af den ovenfor (S. 136) omtalte Jarl Hunde eller Cuilen, ikke synes at være nogen anden end den i skotske og engelske Annaler oftere nævnte Mælkolm Keneds Søn[3] – hvilket og er det sandsynligste –, blev Thorfinns Ret til Katanes gjort ham stridig, idet den nye Konge gjorde Fordring derpaa. Denne Sag var sandsynligviis ogsaa en af dem, hvorom Haakon Jarl, da han i 1029 sendtes bort, skulde
- ↑ Se ovf. S. 658.
- ↑ Om Mælkolm Mælbrigdes Søn, hans Død 1029 og Forvexling i skotske Skrifter med Mælkolm Kenedhs Søn, se ovf. S. 135, 641, 642.
- ↑ Det er Orkn. Saga, der udtrykkeligt nævner „Karl Hundasøn“ som Mælkolms Efterfølger. Navnet „Karl“ forekommer ogsaa i Arnor Jarlaskalds samtidige Vers, Orkn. Saga, S. 32. Men det er dog herved at bemerke at Navnet „Karl“, der i Versene kun forekommer een Gang, maaskee er brugt alene appellativisk, i Betydningen af „Olding“, for at betegne Mælkolm som saadan, og at det af Sagaskri-
