underhandle. Knuts fornemste Hensigt maa have været at bringe Thorfinn, som norsk Vasall, til at underkaste sig hans Herredømme, men dernæst maaskee ogsaa ved Trusler om Krig at bringe ham til at give Kiler for Mælkolm, der i 1025 havde erkjendt Knut for sin Lensherre. Men Thorfinn brød sig neppe noget om en saadan Trusel; et Rygte synes endog at have tilskrevet ham Haakons Død[1]. Katanes betragtede han som sin lovlige Mødrenearv, og negtede at betale Skat. Kongen udnævnte nu sin Systersøn Moddan af Sutherland til Maormor derover. Men understøttet af Thorkell Foster bragte Thorfinn en saa stor Hær paa Benene, at Moddan ej vovede at angribe ham, hvorimod han selv underkastede sig Sutherland og Ross, og herjede vidt og bredt i Nordskotland. Moddan flygtede til Kongen, som da opholdt sig i Berwick, og fortalte ham sin Nød. Kongen samlede en Hær og Flaade, og ilede til Katanes, for at overrumple Thorfinn, som var bleven tilbage i Dungalsby. Thorfinn fik dog i Tide Nys om Faren, og skyndte sig over Pettlandsfjorden til Øerne, hvor han lagde sig ved Dyrnes og sendte et Iilbud til det nærliggende Sandvik, at Thorkell skulde komme ham til Hjelp. Men imidlertid blev Thorfinn angreben af Skottekongen, der med en overlegen Styrke havde forfulgt ham; dog han forsvarede sig saa tappert, at Kongen blev aldeles slagen paa Flugten, førend Thorkell endnu havde indfundet sig med Hjelpetropper. Net kom Raden til Thorfinn at forfølge Kongen. Han sejlede, ledsaget af Thorkell, over til Skotland; her deelte han Flaaden, saaledes at han selv med den ene Deel herjede langs Morayfjordens Kyst, medens Thorkell drog til Thorsaa (Thurso), hvor Moddan opholdt sig, fældte ham der, og vendte siden tilbage til Moral), hvor han atter forenede fine Vaaben med Thorfinns. Kongen havde imidlertid samlet en ny og vældig Hær, for at angribe Thorfinn Jarl.
- ↑ Se ovf. S. 766.
veren kan være misforstaaet,“ som om det var et virkeligt Navn; i saa Fald maatte da og „Hundasøn“ være tilføjet ved en Gisning. At „Karl“ er den samme som Mælkolm, synes næsten utvivlsomt. Thi Sagaen lader ham endog (S. 30) opholde sig i Berwick, nær ved den engelske Grændse, hvor Mælkolm just plejede at holde sig, og hans Død, lidt før Bruse Jarls, der igjen indtraf lidt før Magnus’s Ankomst til Norge 1035, passer godt med de skotsk-irske Annalers Angivelier, at Mælkolm døde 1034. Det er neppe muligt, at der kunde have fremstaaet nogen fra Mælkolm selv sorskjellig skotsk Konge, der var Modkonge mod Mælkolm Mælbrigdes Søn, opholdt sig en Stund i Berwick, og faldt omkring mat, uden at de skotske og engelske Annaler udtrykkeligt havde nævnt ham. Det eneste kunde være, om Karl, som en Søn af den ovf. S. 134 nævnte Jarl Hunde (Cuilen), der igjen synes at være en Frænde af Kong Cuilen og hans Søn Constantin, var en af de „Frænder af Constantin og Grim“, der efter Forduns Udsagn dræbte Mælkolm ved Glammis: i dette Tilfælde maatte han da have antaget Kongenavn. Men sandsynligt er det ej. Det er ellers vel at merke, at Tillægget „Hundasøn“ ej forekommer hos Arnor.
