et roligere Liv end deres Fædre, derom indeholdes det bedste Vidnesbyrd i den Omstændighed, at der findes faa eller ingen Sagaer om deres Bedrifter.
I Norge selv synes det efter Magnus’s Forlig med Thrønderne at have været ganske fredeligt, og Roligheden ved Hoffet forstyrredes kun, efter som det lader, nu og da ved Stridigheder mellem Enkedronningen Aastrid, hvilken Magnus viste al Agt og Ære, og hans virkelige Moder, Alfhild, der ogsaa var kommen til Hirden, efter hvad man maa formode fra Oplandene med Biskop Grimkell[1], og som nu i Egenskab af Kongens Moder gjorde Fordring paa Rang og Sæde foran hende, medens Aastrid derimod fremdeles kaldte Alfhild sin Tjenestepige, og følte sig saa oprørt over hendes Uforskammethed, at hun ikke engang vilde være i Huus sammen med hende. Sighvat Skald lagde sig imellem og søgte at bringe Alfhild til fornuftig Eftergivenhed, men, som det synes, forgjæves[2]. Dog fik man nu snart andet at tænke paa. Danekongernes Æt nærmede sig sin Ende. Hardeknut havde allerede begivet sig med en Flaade til sin Moder i Brügge, for herfra at bekrige sin Broder Harald, naar Lejlighed gaves, da han tidligt om Vaaren fik den velkomne Efterretning, at Harald pludselig var død i Ox-
- ↑ Det er ovenfor (S. 665) hvorledes Grimkell efter al Sandsynlighed tog sig af Alfhild efter Olafs Flugt.
- ↑ Snorre, Magnus den godes Saga, Cap. 8, 10.
hvor han tilbragte Vintrene derfor drog han til Haalogaland (1002), hvor han atter reddede en Pige for en Berserk ved at fælde denne i Holmgang, .Endelig vendte han herfra tilbage til Island, men undervejs blev hans Søn, den fireaarige Thorfinn, hvilken han, især da han selv paa en vis Maade havde opammet ham, elskede ubeskriveligt, af Bølgerne reven saa voldsomt ud af og atter kastet ind i Skibet, at han fik en Blodstyrtning og døde. Herover blev Thorgils saa utrøstelig, at han ved Ankomsten til Island hverken vilde gaa i Land eller give Slip paa Liget; man maatte narre ham i Land ved et forstilt Slagsmaal, hvori han ej kunde afholde sig fra at blande sig. Siden, efter at have overstaaet Sorgen og atter overtaget sin Gaard Tradarholt, egtede han Skafte Lovsigemands Syster, Helga, mod hendes eget salte, da han allerede var 55 Aar gammel (1003), men efter hendes Faders. Hun viste sig derfor en Tidlang ublid mod ham, indtil han engang, da de sad ude paa Gaarden, gjorde hende opmerksom paa, hvorledes Hanen tugtede Hanen; det kunde nok gaa andre ligesaa, sagde han, og fra den Tids af levede de godt sammen. Siden havde han en Tvist med Aasgrim Ellidagrimssøn, der bilagdes af Skafte. Endnu i sit 70de Aar fældte han i Vrede en Nordmand, der havde forhaanet ham, men gav 2 Aar efter hans Brødre fulde Boder, da disse, der vare komne for at tage Hevn, ej vilde kæmpe med en saa gammel Mand som han. Ved sin Død var han 85 Diar gammel, og blev begraven ved den Kirke, Skafte havde ladet opføre.