Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/893

867

Vikingetidens og Danevældets Ophør.

Konge Herredømmet i Danmark, og efter de Tiders Anskuelse Nordmændene Forrangen for Danerne, hvilke hidtil havde betragtet sig som hines Overmænd, havde den oprettet Ligevegten mellem begge Riger og begge Folk. Uagtet de siden bleve adskilte, betragtede de hinanden dog herefter indbyrdes som sideordnede. Det nye danske Dynasti blev nu selv det, som maatte tilkæmpe sig Legitimitet og befæste den ved sit kraftigste Medlems Martyrdom; i Sverige fremstod, ligeledes kort efter, et nyt Dynasti; og tre Kongeslægter, af hvilke ingen havde Forrangen fremfor den anden, herskede fra den Tid i Norden. Og paa samme Tid var Norge selv blevet konsolideret til en Enhed. Christendommen var befæstet, og med den en ordnet Lovgivning. Med Hedendommens fuldkomne Tilintetgjørelse maatte og den Raahed, der i den havde sin Rod og Støtte, efterhaanden svinde. Var end Christendommen endnu for ung, og Hedendommens Erindringer endnu for friske, til at man i idet hele taget skulde kunne spore nogen væsentlig Forskjel i Leveviis, Skikke og Sæder, fra hvad der i Aarhundreder havde fundet Sted, saa var dog nu endelig Skillevæggen for stedse dragen mellem dem begge; Det laa nu klart i. Folkebevidstheden, at Hedenoldet var svundet og alene tilhørte Fortiden. Paa den opvoxende Generation virkede Christendommen allerede fra den spædeste Alder. Fylkes-Aristokratiets Tid var forbi. Den yngre Slægt voxede herefter op i fuld Bevidsthed om, at alle Nordmænd vare Borgere af een og samme Stat. Vikværingen erkjendte nu Haalogalændingen for sin Landsmand. Oplændingen troede ikke længer, at han mere end Thrønderne havde med Danekongen at bestille. Med Hedendommen og Fylkes-Aristokraternes Selvraadighed svandt ogsaa hurtigt Hedendommens Affødning, det med Christendommens Aand ufordragelige Vikinge-Liv. Derved maatte Nationen selv blive mere henviist til fredelige Sysler. Trangen til indre Ro og uforstyrret Nydelse af en ordnet Statsforfatning maatte blive mere levende. Med Norges fuldstændige Emancipation under Magnus den gode, og med Christendommens fuldkomne Befæstelse ved hans Faders Martyrdød og Erkjendelse som Helgen slutter altsaa det for Norge saa vigtige Tids-Afsnit, som vi meest betegnende have troet at kunne kalde Vikingetiden og Danevældet.